Fredag den 8. september – 1.dag
Endelig tilbage i staterne.
Så blev det endelig dagen, hvor vi igen skulle afsted til USA. Med flyafgang fra Billund kl. 6.20 og en anbefaling om at være i lufthavnen 2-3 timer før, så blev der ikke meget søvn. Steffie var kommet ned for at køre med os, så hun bagefter kunne tage bilen og have den i de næste 3 uger. kl. 1.45 gik turen mod det jyske, og vi var planmæssigt fremme et par timer senere. Der var ikke åbent for bagagedrop endnu, men vi havde tjekket ind hjemmefra og samtidig på forhånd købt sæder, så det var ikke noget problem.
Tiden gik hurtigt, vi fik en kop morgenkaffe og lidt i 6 boardede vi den lille airbus til Frankfurt. Vi skulle flyve med Lufthansa. Selve turen gik godt, men kort før landingen var der en stakkels mand et par sæder længere fremme, der fik et anfald med voldsomme kramper. Det gjorde at der skulle samaritter og læger ind for at tilse ham inden vi kunne gå fra borde. Med 3 timers ventetid for os i Frankfurt, gjorde det nu ikke meget – og gudskelov fik han det også bedre inden vi forlod flyet.
De 3 timer “fløj” afsted og vi kunne boarde den lidt større airbus mod Seattle. Vi havde købt pladser med ekstra benplads, og det var givet godt ud. Selve servicen fra Lufthansa var ok, som så mange andre selskaber. Et par gange med noget spiseligt og drikkevarer fik vi, inden vi til tiden, ca 10½ time efter starten landede i Seattle-Tacoma. Her fik vi desuden lige en lille lur, hvilket er godt i forhold til at vi først er fremme kl. 12.20 lokal tid (21.20 dansk)
I Seattle gik det knap så nemt – godt 1 times kø i immigrationen blev det til, inden vi endelig kunne komme ind i “Guds eget land” 😉 En kort køretur til Avis hvor vores bil skulle hentes. Palle har tegnet et Avis Preffered medlemsskab, der burde betyde at vi kunne gå hurtigt igennem og få vores bil. Men vores navn stod ikke på den opslagstavle hvor det burde fremgå. Vi gik ned i kælderen hvor bilerne står og fortalte om problemet – gudskelov kunne de hurtigt finde os og vi fik vores bil; En stor SUV Crysler Pacifica – virker noget større end den standard SUV vu havde bestilt, men det er ok (Vi kunne nu sagtens have haft 3-4 personer mere med og fået plads til dem i bilen.) For første gang nogensinde fik vi en bil, der også kan køre på el – en hybrid, det bliver nu nok mest benzin for vores vedkommende.
Ud i trafikken – ned af I 5 mod vores hotel, der kun ligger omkring 10 km væk. Et fint værelse 🙂
Vi tog en lille times pause, inden vi tog mod Downtovn. Vi ville lige en tur i Space Needle – et udsigtstårn lavet til verdensudstillingen i 1962 og byens vartegn. Tæt på tog vi lige en gang aftensmad , en dejlig pizza og noget godt lokalt øl til, derefter en tur op i tårnet – uden ventetid fordi det var blevet sent, vi nåede dog lige at få en fantastisk udsigt før vi kørte retur mod vores hotel. Her faldt vi begge hurtigt i søvn – den var efterhånden blevet omkring 21.30 – 22.00
Lørdag den 9. september – 2. dag
Seattle
Efter en god søvn, vågnede vi begge tidligt. En af fordelene ved tidsforskellen når vi rejser mod vest, er at det indre ur de første dage har sværere ved omstillingen, så vi får mere ud af dagene i den første uge. Dagen i dag er vores mellemste Steffies fødselsdag, så vi startede med at ringe til hende på Face time og ønske et stort tillykke.
På hotellet er morgenmad ikke med i prisen og de åbner først sent, så vi kørte i stedet ud for at finde en gammel kending, den amerikanske diner kæde; Dennys. Det er mellemklasse USA´s spisested. Ikke noget overdådigt, men god mad (og meget af det), samt som regel hyggeligt. God og opmærksom betjening, i USA er en stor del af tjenernes løn jo de drikkepenge som kunderne lægger, så de er meget om sig. Og så har de Tynd filter kaffe ad libitum.
Bagefter ville vi køre downtown igen, men på vejen havde vi set en sporvognsstation (Tram), så vi tog lige derhen, parkerede og tjekkede om det ville være smartere at bruge den – det var det. 6 dollars for en dagsbillet tur/retur til byen, det er billigere end 2 timers parkering i Seattle. Så vi tog den ind til centrum.
Vi stod af ved Westlake st. og gik ned til Pike Public Market, et ikonisk marked, fyldt forretninger med frisk fisk, frugt, blomster i massevis, til langt under halv pris af hjemme, og en masse små boder med lokal kunst og lignende. Nogle gange bliver der kastet med fisk her, men vi så det ikke. Her fik vi et par gode timer, og Malene fik købt lidt forskelligt. Fra markedet er der også en utrolig flot udsigt over vandet, bugten over mod Oympia mm. En masse gode snakke med lokale kunstnere, farmere, fiskere mm blev det til – sjovt og værd at anbefale, selvom der er mange turister (som os!)
Lige overfor markedet findes en anden ikonisk bygning, nemlig stedet hvor den første Starbuck ligger. I 1971 fik 3 venner ideen til at lave et kaffested der og resten er historie som man siger. I dag er de vist verdens største cafe kæde. Sjovt at se, der var en kæmpe kø for at komme ind og handle i butikken, så de havde folk til at sikre et par stykker gik ind af gangen. Sjovt også at det oprindelige logo stadig findes her, 70 stil, hvor havfruerne har bare bryster – hehe den går ikke i dag, på alle andre Starbucks i verden er de vist dækket af håret.
Malene er desværre stadig ramt af lidt hoste, så vi måtte forbi et apotek, for at købe noget mod det, forhåbentlig bliver det bedre i løbet af de næste dage.
Ud over Trammen er der en Monorail i Seattle der kører fra downtown og ud ti Space Needle, den skulle vi også prøve, fordi vi ville ud i området der og se på en masse parker, men kunst osv. Vi gik rundt og nød det fantastiske vejr og fik en kop kaffe på en god lokal cafe, fyldt med unge studerende – Seattle University ligger i nærheden.
Tilbage sydpå for at hente bilen – vi bor jo nede ved lufthavnen, omkring 25 km udenfor byen. Der tog vi lige en smut mod endnu en klassikser en af de første dage i USA, en tur forbi Wallmart – hvor vi fik købt lidt praktisk, en køletaske til de kommende ugers køretur, lidt vand, sodavand mm. Hvorefter vi kørte på hotellet og fik et par timers pause, Malene fik ordnet computer adgange mm. mens Palle lige fik taget en lille time i motionscenter – sådan, noget skal jo gøres med de mange kalorier vi får, for ikke at vægten skal blive alt for høj igen.
Til aften kørte vi små 10 km ned til Des Moines, en lille hyggelig by ved vandet, hvor vi fik aftensmad, selvfølgelig lokal fanget fisk – lækkert. En fantastisk solnedgang over bugten, og så hjem og igen trætte og tidlig i seng. En skøn første hele dag i Seattle området.
Søndag den 10. september – 3.dag
Fodbold og start på Roadtrip
Tidsforskellen drillede stadig det indre ur, så vi vågnede begge meget tidligt. Vi kørt ud for at få morgenmad og denne gang faldt valget på en anden amerikansk klassiker; IHOP – hvor vi fik et fint måltid og de første pandekager på turen. Ellers var dagen jo afsat til Amerikansk Fodbold med Seahawks på Lumen Field.
Derefter retur til hotellet og pakke sammen, samt tjekke ud. Vi havde jo besluttet at køre til TRAM stationen Angels Lake og sætte vores bil, hvorefter vi kørte til Stadium stationen. Selvom klokken kun var lidt over 9 og kampen skulle starte 13.25 var der allerede mange mennesker – amerikanerne elsker jo sport og en rigtig stor ting er Pregame Party, således også her. Ud over at mange laver såkaldt Tailgating på p-pladserne rundt omkring, så var der også lige ved siden af Lumen Field, på T-Mobile Stadium der er Baseball holdets hjemmebane åbner for fest – også for mange tilskuere der ikke havde billet til selve kampen, men ville se den sammen med andre. Her fik Malene et problem fordi hendes lille håndtaske var for STOR til at måtte komme med ind – og til kampen senere ville det også være umuligt, Gudskelov kunne man ved siden af stadion leje en boks under kampen, da vi jo havde stillet bilen 25 km væk.
Vi var lidt til forfesten, inden vi gik ind på Lumen Field hvor der også var gang i den – musik og fest, samt enormt mange mad og drikke boder. Et utroligt liv.
Vi fandt vores pladser, højt oppe og sad og så på opvarmning mm. indtil jeg studsede over, hvorfor vi sad ved den modsatte mållinje i forhold til der hvor det burde være ? Well – jeg havde lige set forkert, det var sektion 340 og ikke 330 vi skulle være i -Hehe, Vi fandt de andre pladser – og var klar til start med nationalmelodi og alt der ellers hører til. 72000 tilskuere er der plads til, der var nu nogle tomme pladser, så der var måske 60-65000 til stede.
Seahawks startede ok og fik lavet et enkelt touchdown i første halvleg, til stor glæde for the 12 Fan – som deres tilskuere kaldes. Her kunne man godt høre hvorfor de har haft rekorden for den højeste decibel målt til et udendørs sportsarrangement i en del år, indtil Kansas slog den for nogle år senere. Lumen Field er samtidig netop blevet kåret til det bedste sted i NFL, hvilket er forståligt, det er et lækkert stadion. Seahawks gik desværre i stå i 2. halvleg og den tidligere Lions Quaterback Matthew Stafford smadrede dem i 3. og 4. kvarter, så de tabte 30-13.
Efter kampen tog vi ned til bilen igen, efter at have været med en fyldt sporvogn tilbage.
Det var blevet sent, så vi bestemte os for at køre en times tid og få noget at spise, samt finde et sted at sove. Så vi endte i Centralia, WA – på en hyggelig restaurant Country Cousins. Så var vi på landet. dejligt familiært og hyggeligt, minder lidt om Cracker Barrel med butik osv,
Mens vi spiste fandt vi et lokalt motel, King Oskar, som vi kørte over og tjekkede ind på. Et klassisk motel hvor man parkerer bilen lige uden for døren, hvis man har værelse nede – der var to etager. Selve motellet var meget slidt – og et par af gæsterne rigtige Hillbillys, men det gik alligevel, vi var trætte og skulle bare have et sted at sove.
Mandag den 11. september – 4. dag.
Bjerg og Minder.
Igen var vi tidligt oppe – efter flere gange om natten at være vækket af nogle der trampede løs på gulvet ovenover os.
Vi fik en hurtig gang morgenmad af den vanlige motel slags, toast med smør og marmelade, lav selv vafler med sirup, cornflakes og tynd kaffe, Det er fint nok til at komme videre på.
Nu skulle vi til vores første Nationalpark, Mount Rainier. Efter en pæn køretur gennem skove og startende i bjergene, kom vi frem til parken. Her købte vi et årspas der gælder til alle National Parker i et år for 80 dollars. Hvis man skal i flere som vi planlægger, kan det bedst betale sig, da det ellers typisk koster 30 dollars pr park.
Flaget var på halvt overalt, både ved private og i parken. Det er jo årsdagen for 9/11, noget der er blevet mindet alle steder, ikke mindst i TV.
Vi kørte ind og så mange interessante views, var ned og gå ved en tur ved en flod, før vi kom tæt på selve bjerget. Wow for et syn. Vi var oppe i service byen Paradise, der ligger i ca. 1600 m højde og så ud på kæmpen, der stråler der med over 4300 m, og flotte gletchere ned mod os. Hele området er skønt, det passer godt til navnet.
Vi tog et par hikes rundt til bedre kig mod bjerget, med også for at se den flotte natur og dyr. Bl.a. et murmeldyr, der uden at ænse os, for rundt omkring os og samlede græs til dens bo. Små egern – squirrels, som Chip og Chap der benede ud og ind af stierne. Kombineret med vandfald osv. er Mount Rainier absolut et besøg værd. Efter et par timer begyndte skyerne at komme ind over bjerget, så vi var heldige vi kom mens der var en super udsigt.
Mæt af oplevelser var det tid til at køre mod vores næste overnatning, men på vejen tog vi en frokost i byen Morton, på endnu en hyggelig lige cafe Papa Bears restaurant. Godhjemmelavet mad og fin service.
Vi kørte yderligere en ca. 100 km ned til Kalama, hvor vi de næste 3 dage har booket det lækreste hotel lige nede i vandkanten ved Columbia River, der er grænsen mellem Washington State og Oregon, McMenemies – en kæde der har 12 hoteller i kun de to stater, laver deres eget øl og simpelthen er så indbydende et sted.
Aftensmaden fik vi på en lille mexikansk restaurant i byen, hvor vi fik en god snak med en lokal mand Milt og hans kone (som vi ikke lige fik navnet på). De var meget begejstrede over vores tur. Milt kommer fra Montana og gav os mange tips til restauranter og barer i flere byer omkring Bozemann når vi kommer til Yellowstone. – “bare sig til Kimmie at Milt Wade har sendt jer, så får I den bedste drink i byen” – Han gav os også sit telefon nr. så vi lige kunne ringe og få flere ideer. Det er en af de ting der bare gør det super dejligt at rejse herovre, folk er så åbne og venlige.
Det var tid til at tage tilbage på hotellet, hvor vi fik en af deres egne øl i baren, inden vi gik i seng, hvor der for første gang blev tid til nu lige at opdatere hjemmesiden, så vi er med
Tirsdag den 12. september – 5. dag
Vulkan og indkøb
Vi kommer stadig tidligt op. I dag valgte vi at spise på hotellet – fin morgenmad !
Så gik turen ellers nordpå – forbi Longview, hvor vi lavede vores første tankning på turen. Det er dyrt i Washington, her 5,27 dollars pr gallon = 9,75 for en liter 🙁
Well – det er billigere i Oregon, så næste gang tanker vi der.
Videre lidt mod nord og så mod Øst. Ikke meget trafik mod Mount St. Helens der var målet for dagens første tur. Vi kørte til Coldwater, hvor der er lavet et nyt besøgscenter, fordi det oprindelige ved Johnston Ridge, er skyllet væk i forårets smeltevand og mudder skred og ikke kan besøges mere i år (det er nogle store kræfter der findes hver eneste forår når sneen smelter i bjergene og floderne bliver store. I går ved rainier, var der også veje der var spærret og ikke åbner i år)
På besøgscenteret er mange gode informationer.
St. Helens er en meget aktiv vulkan, der havde et kæmpe udbrud den 18. maj 1980, der kostede 57 mennesker livet. I flere Siden marts 80 var der begyndt en serie af jordskælv, der havde vækket den store kæmpe til live, men alligevel blev omfanget af eksplosionen den 18. maj kl. 8,32 meget stører end forventet og frygtet. Derfor nåede mange ikke væk (nogle ville heller ikke evakueres fra deres hjem). Udbruddet resulterede i en kæmpe eksplosion, hvor en stor del af bjerget simpelthen røg af og gled ned af siden. En ild søjle stod 24 km op i luften og spredte aske i 11 amerikanske stater plus en del af Canada. Ved middagstid var luften mange steder så fyldt af aske at der var helt mørkt og mudderskredet flyttede sig ca. 80 km. ca 300 m af bjergets top var væk, så det nu “kun” er ca 3700 m højt.
I årene efter var der stadig en del aktivitet med udbrud og så sent som i 2015 har der været liv i bjerget.
Spændende historie – desværre var vejret i dag således at vi ikke kunne se toppen, men det var alligevel en stor og lærende oplevelse at være der.
Men så til noget helt andet. Efter dette ville vi køre en tur til Oregon og handle, så vi kørte til Longview og over til Rainier via den lokale bro. I dette område og skovene ved de to bjerge, er den klart største industri træ, der ligger den ene kæmpe trævirksomhed efter den anden, på størrelse af DTE i Håstrup gange ca 50 – bl.a. lige over floden til Oregon. Det er helt umuligt at tage et billede med kameraet, der kan vise hele det areal der ligger tømmer på. Og lastbilerne der kører med træ i omegnen er utallige.
I Ranier, Oregon kørte vi ned til vandet og holdt frokost pause, hvor vi spise en sandwich købt i Supermarked da vi tankede. Derefter mod den største by Portland. Her ledte vi efter en mall eller outlet, fordi der ikke er salestax (moms) i staten. Men maps Google var ike meget hjælp, først blev vi godt nok vist til et center i centrum, men de handlede kun med Gucci, Luis Voutron og lignende, så ikke noget for os.
Vi røg ind i myldertidstrafik, så på vej mod nye centre tog det sin tid i byen. Men vi fandt da et område, lige før grænsen tilbage til Washington, hvor vi både kunne nyde en rolig kop kaffe og få handlet lidt. Mest outfit til de kommende ugers ture i Naturen, vandresko, regntøj mm. Klokken var blevet mange, så det var tiden at køre “hjem” mod Kalama – der stødte vi så ind i kø i forbindelse med vejarbejde, der gjorde at vi først var i byen omkring 20.00, men alligevel tidsnok til at prøve Poker Petes Pizza, som vore venner anbefalede i går – ganske glimrende og igen venlig betjening. Mætte reut til hotellet, hvor vi lige gik i baren og fik en drink inden sengetid. Endnu en oplevelses mættet dag. I morgen skal vi mod Stillehavet og så nordpå mod Olympia nationalparken, så det bliver nok mest transport med de dertil rettede oplevelser.
Onsdag den 13. september – 6. dag
Gennem dal, ad Highways og over broer til Stillehavet.
Vi stod igen fornuftig tidligt op. Gjorde klar og pakkede sammen, inden vi gik ned og fik morgenmad. Igen dejligt. Undervejs ringede Malene hjem til Magnus og fik en snak med ham og Ellie på FaceTime. Det er blevet noget nemmere at holde kontakt med familien hjemme, end dengang tilbage i 86, da jeg var herovre med mine gamle venner, Ole, Torben og Lauer – der kostede det en formue at ringe hjem, så bortset fra postkort, var vi uden kontakt i det meste af 4 måneder 😉 Gudskelov går det også godt hjemme.
Efter dette gik jeg ud og pakkede bilen, mens Malene lige nåede at tale med Anika også – både hende, Jakob og Steffie kunne jo godt have været med, når man tænker på den store bil vi kører rundt i, (havde de måske også været, hvis ikke det var for egen regning nu de er blevet voksne). Det må være næste gang.
Vi fik sagt farvel til det skønne sted vi har været de sidste to dage og kørte videre. Over Longview , broen til Oregon, langs nordkysten der til Astoria, hvor vi holdt et pitstop, med udsigt til den utrolig flotte Astoria-Megler Bridge. Igen var det dejligt vejr, solen skinnede fra en næsten skyfri himmel. Astoria ligger ved udløbet af Snake River til Stillehavet, så vi var længere vestpå end før. Her fik vi også lige tanket bilen helt op – det sparede jo en god 100 kr. i forhold til nabostaten. Samtidig var der lige tid til at få bestilt overnatning for den kommende nat.
Vi fortsatte op nord via broen og igen ind i Washington, hvor vi kørte af den fine Highway 101 (der går helt her fra Seattle ned til Los Angeles i Californien). Det gik stille og roligt med godt 60 miles i timen, nordover langs kysten, ind i landet og ud igen. Med udsigt til marker, skove små landsbyer over mange små broer, op og ned i højder – det er et rigtigt roadtrip, we just love it.
Vi holdt et par pitstop for at få lidt fornødenheder undervejs, inden vi forlod Aberdeen og via Hwy 109 og 115, kom ud til ferie stedet ved kysten; Ocean Shores. Her havde vi fundet et ok motel til en billig penge og der ville ikke blive alt for langt at køre i morgen.
Byen minder os om Marienlyst på Falster – bare meget større. Vi tog bilen og kørte helt ud på stranden lige syd for vores motel – der var disen kommet ind fra Stillehavet og vi kunne næsten intet se. I stedet kørte vi et par km længere mod syd til “bunden” af halvøen, her skinnede solen stadig og selvom det blæste voldsomt, fik vi den skønneste solnedgang over Stillehavet.
Bagefter kørte vi lidt nordpå igen og besøgte en lokal Pub/restaurant, hvor de havde spaghetti Bolognese som dagen ret- det fortrød vi på ingen måde at vi sluttede dagen af med, inden vi kørte på motellet og gik til ro.
Torsdag den 14. september – 7. dag.
Olympia halvøen med National Park, regnskov, søer, Stillehavet og Varme kilder, samt et lækkert hotel.
Inden vi gik i seng i går, havde vi sørget for at få klaret overnatning for de næste par dage, i Sequiem, nord for Olympia NP.
Så vi stod igen tidligt op, vi havde en ok køretur til vores første stop for dagen. En fornuftig klassisk motel morgenmad, dog med scrambled æg og Bacon – ikke tosset. Så mætte kørte vi afsted. Tilbage på Hwy 101 mod de mange forskelige dele som Olympia National Park består af. Første lille stop var Lake Quinault – en sø der ligger sammen med en lille regnskov. Fint område, ikke særlig besøgt, det er jo sent på sæsonen. Søen ligger i et indianer reservat område. Videre ad 101 mod Stillehavet, hvor vi ved Kalaloch stoppede, for at tage helt ud til vandet, som i går. I dag var det meget bedre vejr, men man kan vist ikke finde oceanet stille, så der var stadig knald på. Et skønt sted vi valgte at gå ud og kigge, med store sandstrande, en masse drivtømmer og utallige fugle og smådyr. Vi kom i snak med et ældre par fra Redmond ved Seattle og deres veninde fra Minnesota, de fortalte lidt om en “sanddollar” som malene havde fundet på stranden, samt om tidevandet mm. Samtidig kom vi i snak om at rejse rundt i staterne, veninden var meget imponeret af at vi nu havde været i 34 stater og Washington DC – det var hun ikke i nærheden af 😉 Til gengæld var parret for Seattle mere berejst. De havde været i de 49, manglede kun Hawaii, hvor de regnede med at tage til jul!!
Vi snakkede om Olympia og ligesom os, ville de nu køre til Hoh Rainforrest. Det gjorde vi så – og endnu en mageløs oplevelse ventede, først måtte vi dog vente, da der er begrænsede pladser med parkering inde i bunden af parken, så der skulle køre en ud før den næste kunne komme ind. Efter en 20 min tid fik vi dog lov. Parkerede og tog et par trails. Det var fantastisk vejr og ingen regn, det er jo ellers det sted i kontinental USA hvor det regner mest.. Hold da op, der er Redmond træer og en masse nåletræer, med mos hængende over. Fordi parken er fredet, får naturen lov til at “passe” sig selv, hvilket giver nogle enormt spændende og flotte syn. Her kunne man sagtens gå og filosofere et par timer – så det gjorde vi.
Tilbage til Hwy 101, den er jo “fødevej” til alle oplevelser i Olympia. Vi kørte til de varme kilder ved Sol Duc Hot Resort. Men klokken var blevet omkring 16.00 og det kostede små 25 dollars pr. næse for indgang og håndklæde, da vi havde bestilt et fint hotel med pool og spa de næste dage, så droppede vi at hoppe i de varme kilder.
Videre gik turen langs den smukke Lake Crescent inden vi landede ved vores hotel i Sequiem, Red Lion Inn and Suites. Det er ikke så tovligt, som skrevet pool og spa, lækker værelse, hvor vi har masser af plads med to queen senge (var billigere end at tage et rum med en 🙂
Selvfølgelig gratis kaffe/the i lobbyen, men også snaks, chokoladebarer (Snickers mm.) og Capri Sun osv. Her nyder vi det bare.
Vi tog lige ud på en lokal diner, der ligger ved Hwy 101 får at få aftensmad, bygget i 50 er stil, minder det om den gamle serie med Fonzie, hvis nogle husker den; Happy Days.
Tilbage fik vi lige en dejlig tur i poolen, inden det blev sengetid, dog skulle vi lige have bestilt en Hval safari tur fra Port Angeles i morgen, ud i bugten mod Canada!
Første uge er nu gået med fantastiske oplevelser, møde med spændende mennesker, Amerikanske små og større byer, dejlige roadtrip – vi har kørt omkring 1700 km, det lyder af meget, men tiden går fint når vi er afsted og køreturene er jo en del af ferien. Vu har improviseret, kørt syd over i stedet for modsat, været længere nede i Oregon end forventet, men det er det fede ved sådan en tur, når vi føler for noget, så gør vi det.
Lørdag forlader vi dette skønne hotel og er tilbage ved udgangspunktet, når vi forlader vestkysten og kører ind i landet, formentlig mod Glacier.
