2. Uge i USA 2017
- dag Fredag den 31/3
Reunion.
Da vi vågnede tidligt, var det stadig pænt regnvejr.
Malene og jeg tog en tur i poolen, inden vi alle 4 gik ned for at spise morgenmad – den var også super her, med Scrambled Eggs, Waffles, og meget andet.
Vi ville i dag køre resten af vejen op til Susanne og Marco og havde ikke de store planer undervejs. Vi ville dog blive væk fra Interstates så meget som muligt og i stedet tage Ohio Highway 2, som går helt oppe langs kysten ved Lake Erie.
Vi kom godt forbi Clevelands massive trafik og ud af Highwayen, men desværre var der meget tåget/diset, hvilket gjorde det svært at nyde den gode udsigt.
Efter en enkelt ophold undervejs, tog vi forbi Toledo og nord mod Detroit.
Vejene er noget medtaget herovre, om vi tidligere har skrevet om, så er der stor forskel på kvaliteten i de forskellige stater. Både Ohio og Michigans trænger til et løft.
Ud på eftermiddagen nåede vi frem til Rochester Hills, hvor Susanne og Marco, samt drengene Anthony og Corey ventede.
Det blev et dejligt gensyn, og da vi pakket lidt ud, nød vi en god kop kaffe, med et stort bord af hjemmebagt kage fra Susanne
Senere til aftensmad kom de fleste andre børn, Samariyan og Katrina, med hendes datter Alicia, samt, efter vi havde spist, Justin.
Kun Michael og hans kæreste Calida manglede (de bor i Long Beach Californien nu).
Maden var et rigtigt festmåltid- tusind tak
Bagefter fik vi nogle timers god hygge med snak osv.
Det er simpelthen så skønt at være her igen (vores 3. gang efter besøgene i 2008 og 2010) Området ligner sig selv, men der er kommet nye biler i garagen og Marco har arbejdet godt på huset.
Skønt at vores værtspar gider have os boende et par dage. Vi tager af sted igen på søndag.
Susanne og Marco hilser til alle de kender hjemme.
Det blev lidt halv sent inden vi gamle gik til køjs, der skulle snakkes meget!
- dag Lørdag den 1/4
Hygge.
Steffie og jeg stod tidligt op, så vi kunne se Liverpool-Everton på TV kl. 7.30 lokal tid. En dejlig måde at starte dagen på med sejr til de røde!
I løbet af de næste timer kom alle op og Susanne lavede et super morgenmåltid til os. Vi talte igen et stykke tid.
Vejret var noget bedre, efterhånden oppe på 12-14 grader.
Pigerne og jeg! tog en løbetur i det rolige villakvarter, mens Malene og Susanne kørte i det lokale minimarked (Meijers – et supermarked i Bilka størrelse, som der er mange af i enhver by).
Senere kom Katrina og hendes ven Charles og vi kørte alle til Dave & Buster; et forlystelsescenter med mange video spil og lignende. Først synes Anika at det var hun for gammel til, men hurtigt synes alle det var hammersjovt. Vi fik nogle timer til at gå derinde, inden vi til aftensmads tid kørte hjem til Marco og Susanne igen.
Vi var enige om at bestille noget kinesisk mad, hvilket blev hentet. Justin og Samariyan var også kommet, så i var 13 ialt.
Efter maden gik vi en tur, ned til den lokale sø og forbi skolen, som drengene havde gået på i Middle class. Det er et skønt område her hvor de bor i Rochester.
Det var en dejlig aften, som vi sluttede med at gå hjem og se semifinaler i College Basket, som er kæmpestort herovre.
En skøn dag med megen hygge.
(ingen rute, da vi bare kørte rundt i lokalområdet).
- dag. Søndag den 2/4.
På gensyn og “going to the south”.
Fra Rochester Hills til Richmond Kentucky.
Igen startede vi dagen med et stort hjemmelavet morgen måltid.
Marco skulle køre med Anthonny til Lansing, hvor han skulle træne noget basket lige før middag. Både han og Corey er rigtig gode spillere (har også i den grad fået højden til det. De spiller i Highschool på det bedste hold, og Anthonny er tilmed kåret som turneringens bedste spiller – så mon ikke vi kan se dem i College Basket i løbet af et par år, og måske i NBA!
De sagde farvel og vi pakkede sammen, hvorefter vi også tog afsted. En dejlig dag med 17-18 grader. Vi skulle ud gennem Detroit, men I 75 var spærret sydpå gennem byen, så vi måtte på en omvej vestpå, for at komme ud af byen. Vi havde aftalt at køre i hvert fald mod Cincinatti i Ohio, men undervejs vende, hvor langt vi orkede i dag. Syd forbi Toledo og ned gennem Ohio, det var en fin varm dag.
Vi holdt en pause i Wapakoneta, hvor vi blev enige om at køre længere i dag og så tage to overnatninger næste sted.
Vi fandt på nettet et hotel syd for Lexington i Richmod, der så godt ud og til halv pris af hvad vi før havde haft. Så vi kørte videre, forbi Cincinatti over Ohio River og ind i Kentucky – vores første “nye” stat på denne tur, og første møde med syden. Her mødte vi på velkomst center også de første folk i korte bukser på denne tur.
Vi var fremme ved hotellet omkring halv ni. Hurtig indtjekning hvor vi blev opgraderet til en suite for samme pris, da vi gerne ville være i stueplan, for ikke at skulle slæbe kuffeter på første sal. Vi spurgte efter et godt spisested i receptionen og kørte ud for at få noget mexicansk mad, inden vi tog til ro, efter en lang køredag.
- dag. Mandag den 3/4.
Historie og udforskning.
Vi stod igen tidligt op og efter en gang let morgen mad, kørte vi syd for Richmond, til Memorial Highway, hvor der var et af de fantastiske steder, med info om slag mm. fra den amerikanske borgerkrig. Vores børn har flere gange været “tvangsindlagt” til at høre om denne, når vi har været afsted og denne gang er ingen undtagelse. (ligesom evt. læsere her ) men så kan vi selv huske det senere!.
Denne gang slaget om Richmond, den 29 og 30. august 1862.
På centeret mødte vi en flink ranger, der supplerede den gode udstilling, samt film mm. der fortalte om hvad der var sket i de dage.
Kentucky var en grænsestat under krigen. I starten forsøgte de at holde sig neutrale, da der i staten var mange der støttede hver sin side. Ligeledes havde de undervejs en stjerne i begge parters flag!
Et stort flertal af befolkningen støttede unionen, men samtidig ville de gerne beholde retten til at have slaver.
I starten af krigen, var sydstats hæren gået ind i Kentucky og besat Louisville, i håb om at det ville gøre at befolkningen ville gå med syden i krigen. Men det fik den modsatte virkning, mange var trætte af at skulle have deres huse og områder afgivet til soldater, så de fik modvilje mod de conføderate.
I 1862 var syden i gang med modangreb nordpå flere steder, både Lee i øst og to hære i vest general Bragg, samt Smith. Bragg og Smith forsøgte således en kampagne af to forskellige ruter nordpå gennem Tennessee og Kentucky.
Smith havde 23 august kæmpet lige syd for Richmond, i Kingston. Det var meget varmt på det tidspunkt omkring 40 grader og begge hære ledte efter sikre steder at få vand, da flere vandløb var udtørret. Den 29. gik Smith nord mod Richmond. sendte en deling kavaleri på ca. 800 mand fremad, der mødte en nordstats hær med omkring 6-7000 mand. Disse var helt uerfarne nye rekrutter under ledelse af general William “Bull” Nelson. Grundet deres talmæssige overlegenhed, slog de delingen af sydstats soldater tilbage, hvilket måske gav dem overmod.
Næste morgen mødte virkeligheden de uerfarne Nordstats-soldater. Smiths hær var på op mod 12.000 mand og de fik gennem et voldsomt slag over flere km. trængt unions hæren tilbage mod Richmond, hvor de til sidst flygtede i panik nordpå blandt mange civilister. Nord for byen, blev resterne af de flygtende unions soldater fanget, ialt blev næsten alle fanget, såret eller dræbt. Slaget var et af de eneste i hele krigen, hvor den ene part overlegent vandt.
Mange gange var den ene hær ved at kunne afgøre et vigtigt slag, men modstanderne slap væk – det skete ikke her.
På grund af dette, var vejen til Lexington og Kentuckys hovedstad Frankfort åben. Frankfort var den eneste hovedstad i unionen der faldt i sydstats hænder under krigen.
Et par uger senere stod Bragg og Smith kun 15 km. fra Ohios store by Cincinatti, på det tidspunkt den 3. største by i Unionen. Ohio samlede mange styrker og alle våbenføre mænd blev udstyret for at forsvare byen og undgå en katastrofe for unionen.
Grundet den stærke befæstning prøvede sydstatshæren ikke at erobre byen og i oktober blev de ved Perryville Kentucky, trods en sejr i slaget, strategisk tabere, da de derefter trak sig ud af Kentucky og sydpå for at defensivt forsvare.
Mange historikere mener, at det var tidspunktet hvor de opgav den offensive krig i vest, der afgjorde at unionen med sikkerhed ville vinde krigen, grundet deres overlegenhed i mandskab samt materialer.
Efterskrift efter krigen, var at ca. 100.000 fra Kentucky var soldater i unionen og omkring 40.000 kæmpede for rebellerne i syd, samt at mange af disse døde. Og at Kentucky ikke blev ordentligt tilgodeset i manges øjne efter den var slut og der derfor kom en mere sydstats tankegang frem i årene efter – til i dag, hvor de klart ser sig selv som en sydstat.
Slut på undervisningen 🙂
Bagefter kørte vi omkring i landskabet og fandt en lille vej ud til en trækfærge over Kentucky River – for øvrigt gratis. Sjovt at tage med, på vejen til Lexington, hvor vi fik eftermiddagskaffe og så byen.
Tilbage til hotellet, hvor vi tog ud på Hooters – som nogle måske kender 😉 og fik aftensmad, men vi så starten af finalen i college basket mellem Gonzaga fra Washington State og North Carolina. Vi så slutningen hjemme på hotellet. NC vandt, hvilket vores venner i Michigan vist er glade for!
Vi har bestilt hotel de næste par dage nær Nashville Tennessee hvor vi kører mod i morgen.
En interessant dag er slut nu – god nat.
Godt 100 km. kørt i og omkring Richmond.
- dag. Onsdag den 5/4.
Music city´s Mekka og indkøb – i skøn varme!
Vi har et fint hotel, med god morgenmad. Ikke mange gange vi har været ude og købe, da vi som regel finder steder at bo, hvor det er inkluderet.
Efter maden fik vi vasket lidt tøj igen, inden vi kørte nord på mod Nashville Downtown. Vejret var endnu bedre ind i går, men de har truet med storm og måske lidt dårligere vejr senere på dagen, derfor ville vi tidligt af sted.
I byen parkerede vi Downtown og gik rundt og kiggede. Masser af musiksteder og barer med liv selv fra formiddagen. Levende musik på gaden og fra de mange steder. Vi nød det i solen, satte os ned ved floden på et par bænke og fik en vand.
Derefter skulle vi til en af turens højdepunkter. Mekka for Johnny Cash fan; Johnny Cash musset på 3.street. Vi gik ind og rundt i nogle timer, med masser af musik og film mm. Malene sagde hun kunne fortælle om det i timevis.
Vi synes det var synd for pigerne, at vi to gamle brugte al for lang tid derinde, så derfor gik vi ud igen efter nogle timer
Ude gik vi igen lidt rundt og ind på en bar for at høre lidt musik, selvom Anika var betænkelig på om hun måtte komme med.
Man skal være 21 for at kunne gå på værtshus, men her i Nashville, var der nogle barer, hvor man godt må være som yngre indtil kl. 18.00 om aftenen, dog må man selvfølgelig ikke drikke alkohol.
Det var efterhånden blevet 28 grader, som en god varm sommerdag hjemme.
Bagefter kørte vi ud til området ved “Grand old Opry”, hvor Steffie havde fundet en mall (kæmpe indkøbscenter). Det var begyndt at blæse lidt op, så vi havde aftalt at vi ville være her nogle timer.
Vi skiltes og mødtes igen efter et par timer. Her blev vi enige om at besøge mallens “Dave & Buster´s” – samme slags som i Detroit og vi fik yderligere nogle timers sjov, inden vi kørte “hjem”.
Da vi nåede Franklin, besluttede vi at spise aftensmad, inden vi nåede hotellet, så vi tog ud på TGI Fridays, hvor vi ville spise. Malene og jeg ville for en gang skyld have en øl til maden, efter den lange dag. Som før skulle vi vise legitimation (ok, selvom vel ikke mange tror vi er under 21). Der gik rigtig lang tid, da tjeneren gik med vores kørekort, inden han vendte tilbage med pigernes vand. Han sagde det var fordi de ikke kendte vores legitimation, men nu ville hente vores øl. Jeg fik sagt til ham, at vores danske kørekort jo ikke var så kendt her ovre, hvilket fik ham til at gå igen (han troede det var vores pas, han havde haft med!)
Da han kom tilbage sagde han, at vi ikke kunne få øl på dem, da de ikke ville gælde som legitimation, hvis vi blev stoppet af politiet.
Jeg måtte sige, det ikke er rigtigt, vi har ikke nøde at have internationale kørekort med som legitimation, hvis vi blev stoppet, så længe det er det latinske alfabet, det er skrevet med.
Han sagde vi ikke kunne få øl uden pas for hans chef! (vi havde vores liggende på hotellet).
Nu var jeg irriteret (hvilket sjældent sker på restauranter) og fortalte ham, vi havde fået øl før, på vore over 50 besøg på forskellige spisesteder og kørekortet altid var ok.
Da det ikke var nok her, så ville vi få vores mad andetsteds, da vi ville have en øl til vores mad.
Så til Malene og børnenes overraskelse, kørte vi ½ km. mere til Chijlis, hvor vi fik god mad og vi gamle kunne få en øl til den!
Bagefter hjem – Igen pigerne i motionscenter og vi gamle i seng – godt trætte.
Den varslede storm, trak gudskelov forbi det område vi er i – på TV kan vi se, det har været slemt med regn syd for os.
Ingen rute – kun omkring 80 km i Nashville/Franklin.
- dag. Torsdag den 6. april.
Transportdag gennem Tennessee – og stort omslag i vejret.
Vi stod igen op til et godt morgen måltid, men ikke til samme vejr. Kun ca. 6-7 grader fra morgenstunden og regnvejr.
Tænk et fald på over 20 grader på et døgn. Der var varslet meget regn i dag, så måske godt vi valgte at køre.
Vi snakkede om at vi ville se hvordan det gik, i løbet af nogle timer mod øst, hen imod Virginia. Der var en del regn, ikke megen trafik i starten. Flotte skiftende by og land skaber. Slum agtige bebyggelser blandet med flotte rigmands boliger.
Små byer, med store varehuse som Bilka i midten af ingenting. Tennessee har gode veje og det gik stille og roligt derudaf.
Vi holdt nogle pauser undervejs og bestemte os for at køre helt til grænsebyen Bristol, der ligger både i Tennessee og Virginia.
Ude midt i vejnettet kørte vi igen over tidzonen og er igen kun 6 timers tidsforskel fra Danmark, da vi er i Eastern Time igen.
Fremme omkring kl. 19.30 lokal tid, kørte vi lidt ind i Virginia for at finde et sted at spise, inden vi fandt vores hotel tilbage på Tennessee-siden.
Her kl. 21 lokal tid opdaterer jeg lige vores dagbøger, mens de 3 andre har kørt ud for at handle lidt.
Planen for i morgen er at køre op til New River Gorge Bridge i West Virginia og gå Bridgewalking. ca. 1 km lang og 300 m oppe i luften, sikkert lidt mere udfordrende end Lillebælt.
Men vejrudsigten her for vores område er ikke for opmuntrende – der trues med sne og megen vind i West Virginias bjerge, så bliver det nok ikke til noget.
Under alle omstændigheder skal vi i de næste dage over den store bjergkæde her i øst; Appalacherne.