2. Uge i USA 2023
Fredag den 15. september – 8. dag
Hvalsafari og hverdagsting
Vi havde en fin nat på vores dejlige hotel. God tid efter morgenmaden, til lige at smutte en tur forbi Wallmart, for at handle lidt ind, inden vi kørte til Port Angeles, hvor vi skulle med på hvalsafari.
Undervejs kan man se at nogle ting i USA er blevet anderledes end vi før har set. Canabis er blevet tilladt i mange stater, således åbenbart også Washington (og Oregon), der ligger i hvert fald butikker i alle byer, der reklamerer med at man kan få canabis (som med øl, skal man dog være 21). Derudover er der her i de to stater kommet en masse Drive in Coffee steder, hvor man bare køber sin kaffe , men ikke kan sidde eller noget, det er bare skure, hvor den ansatte laver kaffe til de travle amerikanere til og fra et af deres jobs.
I Oregon er der også lige sket en revolution, indtil for ca. 1 måned siden, var det forbudt at tanke selv på tankstationer, alle steder skulle det være ansatte der gjorde det, men minsandten om de ikke lige har ændret, så man kan vælge om man vil tanke selv eller ej – vi valgte at få den ansatte til det, bare for at sige vi har prøvet, før det sikkert forsvinder helt.
Well på havnen fandt vi vores billetter, båd og kom om bord på vores lige udflugtsbåd. Det var kanon godt vejr i dag, så alt så ud til at det kunne blive en god tur. Tilmed var vi kun omkring 30 med på turen, så båden var kun halv fyldt, hvilket gjorde der var god plads til alle.
Vi kom afsted ud af den enorme havn, og ud i Puget Sound – herfra er der omkring 100 km til udmundingen i Stillehavet, men trods det og trods at der var klart og nogenlunde stille vejr, så gyngede den lille båd, da vi kom ud i åbent hav. Vores guide fortalte lidt om de dyr der var i bugten, 4 hvaltyper var temmelig almindelige, lige nu mest Spækhuggere og Pukkelhvaler, derudover var der forskellige sæler, søløver mm. Vandet er grænsen mod Canada og vi sejlede over tæt på den canadiske side, hvor vi stødte på de første hvaler. 3 Pukkelhvaler; vi fik nogle gode billeder af dem tæt på. Derefter tæt på nogle små øer der lå, hvor vi fik set flere. Det blev til omkring 15 hvaler, hvoraf de ansatte kunne genkende de 6 (alle hvaler i området bliver navngivet, styret fra Canada), herunder en mor med unge, en han der i ½ time bare svømmede rundt og spiste løs, et par der dykkede lige under vores båd. Alt i alt fik vi I løbet af de næste timer set mange andre dyr også , sælerne, flere slags søløver, en odder, mange fugle og skøn natur. Alle pengene værd.
Tilbage og mæt på oplevelser kørte vi mod vores by Sequim. Inden var vi forbi vandet, hvor der i starten af byen ligger en sandrevler, der går ca. 8-9 km ud i vandet – nu blæste det virkeligt, så vi kørte retur til vores hotel.
Her fik vi klaret en af de ting der også hører med til et roadtrip. Vasketøjet. På næsten alle motel og hoteller er der vaskemaskiner og tørretumlere, så bevæbnet med 6 til 8 Quaters (25 cent mønter) får man klaret det på et par timer.
Dagen sluttede med at vi spiste på en fin meksikansk restaurant ved siden af vores hotel – så vi lige kunne få en Magarita 😉
Lørdag den 16. september – 9. dag.
Flere bjerge og tilbage til start! Mod nye mål.
Vi havde inden vi kørte hjem fra Port Angeles i går, lige været forbi indgangen til Olympia NP Hurricane Ridge, udsigtsmål til selve den store bjergkæde med kronjuvelen Mount Olympus. Den del af parken har været udsat for alvorlig brand, der gør at der er begrænsninger på antallet af biler der må køre op til toppen af bjergene, så vi ville lige høre hvad tid vi senest skulle forvente at være der, for at nå med ind, inden der bliver lukket (det gør de efter ca 450 biler) Omkring kl. 12 mente de, så vi tjekkede ud på hotellet tidligt og var der allerede 9.30. Så kom let ind (igen med vores årskort til alle Nationalparker, det var nu 4. gang vi brugte det – så det bliver med sikkerhed tjent hjem mere end en gang. Vi kørte forbi den ranger station der var brændt ned og helt op til den nordligste p-plads. Her var der en god Hike på ca. 3,4miles – godt 5 km frem og tilbage, med en stigning på omkring 220 m. Det var sgu hårdt i varmen, samtidig var der også en duft af brændt træ i området stadigvæk, så vi kunne godt mærke det i lungerne. På vej op kunne vi se at en stor del af bjergkæde var indhyllet i tåge/dis – med kun udsigt til toppene. Alligevel var det en fin tur, op til Hurriacane Ridge i ca 1800 m højde med udsigt til bl.a Mount Olympus på godt 2400 m – ikke så stort som Rainier, men fordi der er mere end 10 toppe, mange med Gletchere er det et imponerende syn.
Nu skulle vi så videre, vi havde endnu ikke fundet et hotel, fordi vi først skulle forbi Seattle og derefter ville vurdere hvor langt vi kunne køre. Vi vidste ikke helt om vi ville køre ned syd over, forbi Tacoma og østpå derefter, eller tage en af de mange færger over strædet mod Seattle delen. Vi kørte mod Kingston og fandt der ud af at der ikke var ventetid på færgen til Edmonds, så den tog vi. En god ½ times sejltur, så kommer man i land lige nord for Seattle, så vi var egentlig tilbage efter en god uge ved udgangspunktet. Motorvejen rundt om byen og ud på Highway 2 mod Wenatchee. Egentlig ville vi gerne have overnattet i Leavenworth, en by der er gået tysk i stil med Solvangs danske del, men byen var udsolgt for hotel værelser. Vi besøgte den på vejen videre, en sjov, men også turistet, oplevelse, bl.a. er der en “dansk” bager, kagerne lignede nu ikke meget vi spiser hjemme 😉
Vi tog en gang aftensmad i byen og kørte de ca 30 km videre til Wanetchee, hvor vi har indlogeret os på Best Western for en enkelt nat. Ok mellemklasse hotel og noget billigere end på Olympia halvøen.
Nu går det mod Glacier NP på grænsen mellem Montana og Canada, formentlig med en overnatning mere på vejen i morgen, omkring Idaho.
Søndag den 17. september – 10 dag
På landevejen og tanker om USA.
Vi kommer stadig tidligt op, også fordi vi som regel falder hurtigt i søvn om aftenen.
I dag var det tid til at tage en af vores “transportdage” – både dagen i dag og i morgen, skal bruges til at bringe os fra vest via hele Washington State, over Idaho Panhandle til Nord Montana; Glacier National Park. Så efter morgenmad og en smut forbi Wallmart, var det bare ud på Highway 2 østpå. I begyndelsen var det gennem bjerglandskaber, men på rigtig god vej. Derefter blev landskabet ændret, til bare marker, i starten meget med vild græs, øde veje, stort set uden trafik i begge retninger og ikke meget andet end små øde byer. Ligeud, mil efter mil. På grund af de 3 timers tidsforskel var der allerede klokken 10 i radioen sport fra Seahawks Football kamp mod mine normale favoritter (de aldrig vindende noget som helst) Detroit Lions, som vi støtter fordi familien i detroit jo gør det. Her i hele Washington er Seahawks kæmpe stoer og enormt populære overalt, så da vi holdt ind i en lille bitte landsby for at dele en sandwich til frokost, var der selvfølgelig kamp på Tv´et. Kampen kom i overtime og Seahawks løb af med sejren, til alle lokales store fornøjelse, selv var jeg lidt ambivalent til det, trods min lokale kasket 🙂
Nuvel videre gik det, forbi statens næststørste by og hovedstad; Spokane – der ligger 450 km fra Seattle og ca. 600 km fra Stillehavet ved ocean Shores, hvor vi var forleden, så det er store afstande her.
Kort efter Spokane kom grænsen til Idaho, hvilket bla. kom til udtryk ved at benzin er omkring 1 dollar billigere pr gallon. Idaho har kun en sales tax (moms) på 2,9 % hvor den i Washington er ca. 11 %.
Efter et kort ophold på Starbucks i Coeur d´Alene, så vi også kunne lave et chauffør skift, kom vi sidst på eftermiddagen til Kellogg, hvor vi havde bestil motel på forhånd. Det havde været en lang køredag, så vi fik bare slappet af, gået ud til naboen til motellet for at spise og hjem på værelset, for at ordne nogle småting, deriblandt få opdateret hjemmesiden. Som skrevet tidligere, så bruger vi tit aftenerne til lige at evaluere dagen, se frem til de næste, bruge lidt tid på evt. at bestille overnatning, og ellers gå tidligt til ro. Motellet vi er på er ikke noget særligt, men pænt og rent i en lille flække mindre end Hårby, midt ude på Idahos prærie.
Når man er på farten ser man mange sjove, pudsige og interessante ting, hvor USA på mange måder bare er anderledes end Danmark.
Noget af det første er helt klart servicen, som mange ved, så er lønnen i servicefagene herovre meget dårlig, så de ansatte er dybt afhængige af drikkepenge.
Uanset om man kan lide det eller ej, så bør (skal) man altid give drikkepenge. Typisk er det efterhånden mellem 15 og 25 %, hvor 15 er hvis du er utilfreds med betjeningen og 25 hvis den er i top. Man bør ikke undlade at give noget, men i stedet klage til manageren hvis man er utilfreds med sin tjener. For en dansker mærkeligt, men det er lidt “skik følge eller land fly”, lad være med at rejse, hvis du ikke kan sætte dig ind i de forhold og normer der findes i de lande du besøger, om det er her, i Østeuropa, Asien eller Afrika. Ansattes eksistens er simpelthen afhængig af drikkepengene. I de fleste tilfælde for det til gengæld også de ansatte til at være meget opmærksomme på de behov og ønsker du har som kunde.
På restauranter er en ting mere de store portioner, vi har tit nok i en til deling og levner alligevel mad. Nu skulle man tro det betød meget madspild, men her er det jo ganske naturligt at alle får en boks og tager deres rester med hjem til mikroovnen dagen efter, så det går ikke til spilde. (Vi synes stadig det er svært, også fordi vi ikke lige på vejen kan varme det dagen efter, så vi undlader at få en doggybag). Og så er der refil, kaffe og sodavand er ad libitum, og så sent som til aften spurgte vores tjener om vi da ikke ville have en opfyldning af colaen med når vi gik hjem. Kun i fastfoodkæder hvor du selv henter og rydder op efter dig, du ikke giver drikkepenge.
Store butikker – En af de største kæder, Wallmart findes i forskellige størrelser i langt de fleste byer med bare nogle tusinde indbyggere – og de fleste steder er den ligeså stor som Bilka. Med hyldemeter efter hyldemeter fyldt med f.eks. 10 forskellige slags cola, chips eller andet. Helt vildt der er så meget salg. Og det er jo ikke sådan at der mangler andre butikker, i Sequim vi var i forleden, med omkring 8000 indbyggere var der masser af andre supermarkeder, langt større end Føtex hjemme og derudover også mange andre speciel butikker (for ikke at nævne nok 50 spisesteder minimum) – helt vildt.
Benzin (priser) – her er der stadig stor forskel i samme by, det virker mærkeligt at alle kan overleve, når der kan være op mod 50 cent forskel på en gallon (3,78 l), på 2 tankstationer lige ved siden af hinanden. Forskel i priserne fra stat til stat – I Washington er den betydelig dyrere (omkring 1 dollar pr gallon), end både Idaho hvor vi er nu og i Oregon – nok også fordi sales taxen-momsen er forskellig fra stat til stat, I Washington høj omkring 11 % på varer og 7-8 på service ydelser – i Oregon er der ingen og her i Idaho er den 2,9%. Oregon har indtil for omkring en måned siden også været en af kun to stater, hvor selvbetjening af benzin var forbudt, man skulle betjenes af en ansat, nu er der åbnet op for begge dele på stationerne.
Canabis salg frit – i Washington er der masser af butikker med salg af canabis, spøjst minder lidt om coffee shops i Amsterdam og mærkeligt i et land, hvor så mange andre ting er forbudt.
Der kommer sikkert flere sjove spøjse ting – kendt er jo også den at børn kan købe våben mange steder, men ikke en øl 🙂
Men USA er et skønt, nemt og interessant land at rejse i, og man kommer nemt i tale med mange mennesker, så kan kun anbefales.
Klokken her er ved at blive sengetid, vi har bestilt motel i morgen i Kalispel nord Montana og tæt på Glacier NP. Vejret deroppe ser ud til de kommende dage at være omkring frysepunktet og måske give sne, så vi er spændt på om vi kan få en fin tur over “going to the sun road” – vi krydser fingre, men som vi også siger, vi kan jo ikke gøre noget ved det. bagefter kører vi sydpå, hvor vi onsdag aften gerne skulle nå ned til Yellowstone, som vi planlægger besøg i fra torsdag til lørdag.
Mandag den 18. september – 11.dag
Lang tur, men så På vej til solen.
Morgenmaden var ligeså begrænset som resten af motellet, kun bagels med marmelade og kaffe. Man kunne ikke sidde i receptionen eller andre steder, så måtte have tingene med på værelset, men der var kun 1 stol, så man kunne ikke sidde og nyde det rigtigt, dårligste motel indtil nu på turen.
Nå – men pyt, vi skulle videre mod Nord Montana. Først kørte vi mod øst, passerede statsgrænsen og derved også tidzonen, så vi nu var i Mountain Time, ergo var klokken ikke kun 10 men med et knips 11 i stedet.
i St Regis drejede vi nordpå efter at have tanket og så gik det ellers gennem Montanas landbrugs landskab. Nord mod Kalispel, statens 7. største by med ca 20000 indbyggere. Det gik fint, bl.a. fordi der her ude i ødemarken er hastighedsgrænsen på 75 miles i timen og ikke de 60 max vi mødte i Washington. Forbi den flotte Flathead Lake nåede vi til Kalispel allerede ved 13 tiden. Vi havde først indtjekning kl. 16, men forsøgte alligevel at køre forbi det Red Lion vi havde booket – og heldigvis havde de allerede vores værelse klar. Et super fint hotel og en klar forbedring i forhold til det i Kellogg.
Vi havde på vejen vendt om vi måske skulle køre i Glacier NP allerede i eftermiddag, eftersom det var godt vejr og der til gengæld var truet med snevejr i højderne hen under aften.
Efter en kort tur ud til en nærliggende cafe. hvor vi fik en kop kaffe med en Quiche Lorraine, kørte vi så de sidste små 50 km mod West Glacier, her kom vi nemt gennem indgangen og kørte ind på “Going to the sun road” forbi Lake McDonald, her var på grund af vejarbejde ikke mulighed for mange stops. Videre begyndte vejen at stige og der kom flere og flere udsigtspunkter og skønne stop undervejs.
Det ene smukke syn over bjergene efter det andet. Når man som os kører fra vest mod øst, er man på “ydersiden” med frit udsyn ned i kløften, helt fantastisk (skal også siges der er pænt sideværn i modsætning til mange steder i USA, så det er ikke nervepirrende).
Ved et skarpt sving, The Loop – mødte vi et par piger der spurgte om de måtte køre med de næste små 10 miles til Logan Pass, da de havde været på Hike langs en 11,8 mile lang trail ! Respekt. Det måtte de selvfølgelig og vi fik en god snak med Caroline og Lindsey, de var begge sygeplejersker fra Oregon. Under deres tur havde de set bjørne og også mødt et par der havde været så tæt på at de måtte bruge deres bjørnespray (som rangerne i Nationalparken anbefaler alle at tage med, når man hiker).
Stadig mange gode muligheder for udsyn til bjerge med gletsjere, der er stadig 26 som man kalder “aktive” i Glacier, hvorimod 9 er blevet inaktive siden 1966 – og siden da er omkring 40 % af isen forsvundet.*
Ved Logan Pass satte vi pigerne af ved ders bil, mens vi selv udforskede området. Det ligger i lidt mere end 2000 m højde og der er god udsigt til flere af de toppe omkring på 35-2700 m.
Mætte af billeder kørte vi videre mød øst og hov, der var lige et par fantastiske vandfald lige ved vejen. Lige efter holdt en del biler og folk kiggede op, fordi de havde set et sort bjørn, vi så den dog ikke.
Efter godt 50 miles i parken kom vi ud ved St. Marys i østenden. Der var bare smuttet 4 timer med de mange stop og ture rundt omkring, begge enige om at “Going to the sun road” er noget af det skønneste vi nogen sinde har oplevet.
Fra St. Marys er der ca. 170 km “hjem” til hotellet i Kalispel, så vi kunne godt se det ville blive sent inden vi var hjemme – også fordi Hovedvej 89, og frem for alt Montana route 49, ikke var de bedste veje. På begge gik kvæget frit omkring, det er jo cowboyland, så man skulle være opmærksom. Da vi kom på Mt 49 mødte vi lige pludselig en stor elg midt på vejen 🙂 Vi holdt og den gik forsigtig ind i buskadset ved siden af vejen. Videre ud på Hwy 2 – undervejs kører den langs jernbanen, her mødte vi et af de lange tog sæt, det var lidt skjult af bakker undervejs i turen forbi det, men Malene talte knap 100 vogne, så der har nok været omkring 130 i alt.
Videre igen forbi West Glacier, lige efter der på de 4 sporede vej troede vi igen at der løb en kalv rundt på vejen, men da vi kom nærmere, kunne vi se det var en sort bjørn, der forsvandt under et hegn ind i de omkringliggende gårde – puha, 2 min efter så vi en cyklist kører op mod det område, håber han havde spray med.
I Kalispel kørte vi lige forbi Wendys, det var sent så vi fik vores første fast food på turen. Og på hotellet gik vi hurtigt i seng, vaskeriet må vente til i morgen på næste hotel.
Tirsdag den 19. september – 12. dag.
On the road again. Og tanker igen.
Det var en skøn nats søvn ovenpå den dejlige dag i går.
Der er egentlig flere steder i den amerikanske del af Glacier man kan se (Parken er jo delt mellem USA og Canada), men en del af vejene er lukkede og hele turen langs “Going to the sun road” giver så meget , at vi tænkte det nok går og i stedet ville køre mod Sydvest, hvor Yellowstone jo venter som kronen på vores tur.
Så vi havde besluttet at tage to lange transportdage, for at være der onsdag. Det kan jo synes at være langt at køre, først til Glacier og så Yellowstone, men selve afstanden og turene er for os en god del af livet i USA på landevejen. Glacier havde vi læst så positivt omkring at den skulle med på turen, så uanset hvor vi ville hen, vil det give lange køreture,
Med Country kanaler i radioen, når den vel og mærke kan komme igennem med andet end skrat mellem bjergene, gik det syd af hovedveje mod dagens mål Helena, ca 370 km væk. Vejene var ok, ikke meget bjergkørsel, men i Montanas dalland mellem bjergene, fyldt med store åbne vidder, lidt træer, utalige søer og meget kvæg, men ikke mange byer eller mennesker og husene ligger meget spredt.
Undervejs mødt vi endnu en af de ting man støder på, et vejarbejde, det gør man tit, men dette ved Salmon Lake var alligevel specielt, fordi det var langt med et spor og tog lang tid at få afviklet trafikken gennem. Således var der en gut fra en af bilerne foran os der tog sin fiskestang og gik ned til søen for at fiske mens vi ventede.
Nå – det gik og vi kunne køre igen, det tog lige knap 10 minutter for os at køre fra starten og til der hvor de modsatte biler ventede, så ikke noget at sige til der var lange kø.
Videre gik det ned mod vores slutmål for dagen, undervejs lige tid til et besøg ved en lille landshop, med en stråtyggende dame (ikke specielt gammel) der havde et “landligt” sprog 🙂
Planen for Helena var at vi ville se om vi kunne handle lidt tøj, så da vi kom til hotellet og indlogerede os, kørte vi ud for at se os om, men der var ikke rigtig nogen indbydende butikker, så det blev kun sokker i Walmart til 1 dollar parret. Ellers synes vi også priserne generelt har fået et tak op herovre, ikke kun fordi dollaren (desværre) er stærk pt. men også bare ellers. En pose chips koster 2½ dollar, chokolade det samme, kager har Vesterport priser, Sandwich i butik ligeså dyr som hjemme, men eks. sodavand kan findes hammer billigt. Tøj er også nogenlunde, og så er der jo ingen moms i Montana.
På dagens motel havde vi for øvrigt fået en lille negativ overraskelse, vi havde med vilje bestilt et med vaskeri som forleden, fordi vi lige havde en vask mere og fordi der ikke er noget de næste 3 dage på vores bestilte hotel i Gardiner ved Yellowstone, men her er ikke noget, surt show, så Malene blev nød til at købe lidt tøj ind i Wallmart. Efter at have fundet et god sted med grillede burgere og hjemmelavet øl, tog vi hjem på motellet, hvor det i stedet for vask blev en lille svømmetur, dog kun Malene da jeg synes vandet var for koldt til at få min krop i 😉 men spaen var fin !
USA tanker videre er lidt om trafikken.
Vi kører i en stor bil; Chrysler Pacifica, men i Montana er det en kylling blandt krokodiller – kæmpestore 4 hjulstrækkere er der overalt.
Farten er efterhånden blevet tilladt højere nogle steder, både Idaho og Montana har ganske almindelige to sporede hovedveje med 75 miles/timen (ca.120 km)og næsten alle kører 10 miles mere end de må, alle steder, undtagen når de kan se sheriffen.
Til gengæld er der yderst flinke og lader f.eks. andre ud når de kommer fra en sidevej.
Der må køres højre om på vejene – selvom de mange steder forsøger at skrive at man skal holde til højre, når man ikke overhaler. De har “carpools” i byerne, hvilket er særlige baner, hvis der er mindst 2 i bilen, så kan man komme lidt hurtigere frem end ellers, på de 5-6 sporede motorveje i Seattle (i hver retning vel at mærke).
De har ved almindelige småveje de fine stop, 3 eller 4 way, Hvor proceduren er at man kører frem i den rækkefølge man er kommet, lyder besværligt, men det fungere sgu. Det tvivler jeg på det ville hjemme, der synes alle nok man var kommet først. Og sidst men ikke mindst, har de den mest fantastiske ordning – den med at man må dreje til højre selvom der er rødt (dog har man vigepligt) – det får dæleme trafikken til at glide, simpelthen genialt.
Når vi rejser bruger vi meget Hotels.com – vi har en konto hvor vi bestiller motel og hoteller, og så er hver 10. gratis, en ok måde at gøre det på. Typisk går vi på nettet en eller to dage før, når vi beslutter hvor vi vil hen og booker, undtagen ved de store National Parker som nu Yellowstone, der bestilte jeg 3 overnatninger for nogle dage siden i en af servicebyerne lige uden for parken; Gardiner, da der virkelig er pres på. I selve parken er det hammer dyrt og man skal være tidligt ude, så det har vi ikke villet denne gang, også fordi vi ikke lige vidste hvornår vi ville være der. Men det er planen i morgen efter lige 350 km mere 🙂
Onsdag den 20. september – 13. dag
Indkøb og mod Yellowstone med første smugkig.
Vi fik jo ikke vasket tøj i går, så behovet for at købe lidt tøj, var jo stadig til stede. Så efter morgenmaden gik turen igen videre af Hwy 12, over til 287 ned til I 90, hvor vi kørte østpå mod Bozemann. Igen Montanas kvægland, med Outlaw musik på radioen.
Vi ville køre ind i den noget større by Bozemann, fordi der skulle være nogle varehuse af en hvis størrelse. Det var der også, vi kørte ind i det første, hvor der bl.a. var en Macy´s, men det var kun Palle der fandt noget i et fornuftigt prisleje, plus det blev et par sko til Steffie som vi havde givet hende i fødselsdagsgave.
Så kørte vi i et nærliggende Kohls, der også har meget tøj og her blev det til lidt yderligere, men det manglede den oplevelse af at være mega billigt som vi tidligere har haft i USA og det til trods for at der jo ikke er moms, som tidligere skrevet i Montana.
Efter dette pitstop på et par timer, tog vi videre mod dagens slutmål, Gardiner lige nord for Yellowstones nord indgang. Gardiner er en af de servicebyer der er uden for selve national parken, for at sikre både hotel og spisesteder nok (og i en mere fornuftig pris, end dem i parken).
I udkanten af byen ligger indgangen til parken og selvom den vej via Mammoth Hot Springs til Cooke City er åben hele året, så kan man godt mærke på byen her at sæsonen går på held. Flere steder er lukket ned eller har beskedent åbent. Men vores hotel er fint, vi blev indlogeret og enige om at vi lige ville tage et par timer ind i parken, til førnævnte Mammoth Hot Springs, hvor der er nogle flotte varme kilder der giver nogle specielle farve og syn over jorden. Dejligt solskin gjorde at det var rigtig fint. Nåja og så mødte en kronhjort og hans store flok, der alle holder til i “by” området ved Mammoth. Glade kørte vi ud, inden det blev mørkt (der er kun ca 7 km ud til Gardiner). Selvom det er uden for sæsonen er der stadig mange mennesker, så det var svært at finde et spisested, til sidst lykkedes det dog og da den så kunne stå på Elg burger med lokalt øl til Hr. Andersen, var det ikke så tosset, inden vi tog hjem i seng
Torsdag den 21. september – 14. dag
Yellowstone – Verdens første Nationalpark, med verdens med aktive gejser område.
Vi kom tidligt op, desværre var det en smule regnvejr, men sådan er det jo, vi kan ikke ændre på det og har jo købt gode vandresko og jakker i Portland tidligere 🙂
Desværre kunne vi så ikke helt nyde den fremragende udsigt over bjergene vi har fra vores hotelværelse, men så er det jo bare med at komme afsted.
På vejen kørte vi forbi en cowboy restaurant, med geværer på vær og loft, samt gamle westerns i Tv – her fik vi tanket lidt morgenmad, inden vi kørte ind i parken igen. Som vi også før har nævnt., så har vi købt et årskort hos rangerne der gælder til alle National Parker for 80 dollars, hvilket gør vi ikke skal betale 30 dollars hver gang vi kører ind, som det ellers koster.
Yellowstone er et utroligt sted og vi glæder os til at udforske det over de næste dage. Det er verdens første nationalpark (fra 1872!!) og dækker et areal på lige knap 9000 kvadratkilometer, hvilket betyder den er større end Sjælland og Lolland Falster tilsammen.
Grunden til det blev en nationalpark, var først og fremmest den levende undergrund der findes, med en vild vulkansk aktivitet der gør at der er utrolig mange gejsere. Kombineret med enorme bjerge, dybe kløfter og et vildt dyreliv der er mangfoldigt, gør det til noget helt for sig selv.
For os er det et glædeligt gensyn, efter vi var her i 2008 sammen med alle børnene, på vores første roadtrip.
Parken består af 2 “ringe/loop” oven på hinanden der tilsammen udgør et 8 tal. Hele vejen rundt er der mere end 200 km “hovedvej” med mange små stikveje.
Vi ville i dag tage den ene side ned af toppen og så forsøge at komme gennem den sydlige ring. Men for søren hvor er der meget at se. Vejret var heldigvis bedre lige inden i parken, så vi fik set Mammoth Hot Springs færdig fra i går,
En del vandfald på vej sydpå til nogle af de mange gejser områder, herunder Steamboat Gejser der er den aktive gejser i verden der skyder højest op (ca. 120m) Den er dog ikke forudsigelig, så vi oplevede det ikke i dag. Videre forbi nogle andre gejsere, ind imellem regnede det, tordnede og 10 min efter skinnede solen. Området i bjergene er uforudsigeligt. Vi kom ned til den flest kender, Old Faithful, der selvom den efter sigende ikke er lige så stabil som tidligere, stadig kan forudses. Således stod der i lnn´en ved siden af at den ville springe 14.21 +- 10 min og på slaget var vi alle klar, til at se det flotte syn når den springer ca. 30-50 m – imponerende.
Hele området omkring her er meget “turistet”, med hotel, kro, cafeteria butikker, posthus (ja det findes stadig rundt om i verden), og meget andet, men på den anden side, vi er jo selv turister og kan ikke forlange alle andre bliver væk, så selv om det er ved at være slut for i år, var der mange mennesker alle steder og mange biler på vejene, vi tør slet ikke tænke på hvordan det er i højsæsonen.
Vi kørte videre i ringen rundt forbi Lake Yellowstone, mod Lake Village og Canyon Village og her så vi dagens første bisoner, gående lige ved vejen på en åben slette. Det er et utrolig flot dyr, men man skal huske at passe på, de er vilde. I Parken er dyrene jo dem der bor der og vi mennesker besøgende. Og Ulvene samt bjørnen havde ikke lyst til at hilse på os i dag. Efter dette kørte vi hjemad, mætte på oplevelser, men sultne, så en gang hurtig Meksikansk på en lille cafe ved siden af hotellet blev det til inden vi tog op og nu sidder og nyder en kop kaffe, mens vi tænker over alle de gode ting vi så i dag og forhåbentlig også får i morgen.
Yellowstone er jo et kæmpe mega aktivt vulkansk område, og mange mener der “en dag” kommer et kæmpe vulkanudbrud fra undergrunden, men lige nu håber vi ikke det sker de kommende dage 😉
Vi har nu kørt lige omkring 4000 km. Det bliver til noget.
