3. Uge i USA 2023
Fredag den 22. september – 15 dag.
Super Vulkanen og årets første sne.
Vi har ikke morgenmad på vores hotel her i Gardiner, så vi besluttede i dag at køre forbi en af de Take away kaffe boder der er og tage det med ind til Mammoth og drikke kaffen og spise sandwichen, mens vi kigger på de smukke Hot Springs. Så det gjorde vi, ok bagels med ost, æg og skinke.
Efter dette kørte vi af toppen på 8. tallet. Planen i dag er at koncentrere os om de to sider vi mangler, toppen og nord øst. Så vi kørte over mod Tower Junktion, hvor vi fortsatte mod syd mod Canyon Village. Inden Tower kom vi forbi det forstenede træ, som vi også så i 2008 (Vi kan se på billederne fra dengang, at vi har været på en del af stederne, selvom hele parken ikke var åben dengang i maj for 15 år siden, fordi sneen ikke var helt fjernet. Vi kunne heller ikke komme sydpå dengang, da det er det sidste område der ryddes helt.
Selve træet er ikke noget specielt, man har måtte indhegne det, fordi der desværre ellers er mange som tager stykker af det som souvenir. Tidligere har der vist været helt op til 3 forstenede træer, men de to er “stjålet”.
Bagefter gik det mod Tower Falls, nogle fine vandfald, dem skulle vi se en del af i dag.
Vider mod de store prærier ved Hayden Valley, hvor muligheden for at se dyreliv er størst. Rundt omkring på vejene er der rigtig mange små vigepladser, hvor man enten kan lade hurtigere kørende passere, eller holde ind for at spejde efter dyr. Ved flere af disse stod der mange med store kamera linser og kiggede over sletterne og man spørger bare dem der står om hvad det er de har spottet. Således fik vi også et enkelt kig, på meget lang afstand af 2 brune bjørne der gik i udkanten af nogle træer.
Videre op og op gik det, til vi kom gennem Dunraven Pass og det højeste punkt man kører i parken på de større veje, omkring 2700 m. over havets overflade, ved Mount Washborn der er mere end 3000 m. Her er der egentlig trails til toppen, men de var lukkede, fordi der var for meget farlig bjørne aktivitet, så det var forbudt at gå på dem. Lige inden var der en grusvej man kan komme lidt længere op ad, men det afstod vi fra, da vejret begyndte at blive mere regnfuldt. På bagsiden af passet begyndte det at regne mere, og selvom der ikke er så langt ned til Canyon Village, tog det alligevel en rum tid at komme frem.
Ved Canyon Village kørte vi ud til et af de store natur fænomener i Parken, nemlig Grand Canyon of the Yellowstone. En kæmpe kløft der er dannet af Yellowstone floden gennem årtusinder. Her gik vi ud på en trail, hvor man kan se de to vandfald der er i Canyonen, Upper og Lower Falll. Mens vi gik der af en trail, der går ca 200 højdemeter ned på godt 1,5 km slog regnen over i sne. Men et fantastisk syn var det og en utrolig kraft at stå lige ved siden af. Smukt og imponerende. Det ene fald er godt 90 m, så der er knald på
Mens vi pustede i de mange hårnålesving på vejen op igen mod p pladsen, tog sneen til og da vi nåede op, var der pænt med fnug på bilerne. Vi tog et par udsigtspunkter mere, holdt en frokostpause i bilen, hvor vi indtog en sandwich vi købte til morgen hos købmanden i Gardiner, inden vi kørte ned mod “byen” for at holde en kaffepause. Byen er kun en masse hoteller, camping lodges, butikker, mm. Herunder en af de normale info og visitor centre som National Park systemet har i alle deres parker. Gode steder for at lære om de områder man er i (så når jeg skriver en masse info om dem, er det ikke kun fordi jeg har enorm viden, men nok mest fordi jeg er glad for at formidle videre 😉 )
Her er udstilling, bl.a. om de 3 store vulkan udbrud gennem historien der har været i Parken, samt info om at det egentlig stadig er en vulkan og en af de mest aktive der findes, derfor de mange gejsere mm. Der er et billede af hvor “keglen” altså toppen af krateret går, Yellowstone Caldera, det er 70 x 45 km. i omkreds ! Så ikke noget at sige til det er en supervulkan og man frygter at der er den der en dag kan gå i et total ødelæggende udbrud.
Det er også info om “The Continental Devide” der går lige gennem Parken, og den helt specielle Isa Lake, som vi holdt ved i går, her går linjen lige gennem søen. Continental Devide betyder at alt vand vest for denne linje (der bugter meget) løber ud i Stillehavet og alt vand vest for linjen løber i den Meksikanske Golf. Og i søen løber det halve af den den ene vej og resten den anden. Fascinerende!
Efter pausen ville vi køre retur mod Tower af samme vej vi kom, og på vej op i højden var der kommet rigtig meget sne. 3 timer før var der ok, så begyndte det at regne og nu var der massivt med sne. Så vi kørte forsigtigt i de mange sving, indtil vi kom forbi bjerget og så var der bare ingen sne. Her i bjergene kan alt være forskelligt på få km. så man skal forberede sig på alle forhold. Længere nordpå mod Tower var der nu også en lille smule, og da vi nåede helt op mod junktionen, kunne vi se at rangerene i modsat retning havde sat advarsler op, herunder at man nu kun måtte køre mod bjerget hvis man har vinter dæk på.
Tilbage i Gardiner fik vi handlet lidt ind, hygget os og gik derefter ud for at spise. Det blev til en gang pizza og øl, på et fyldt sted, Men her kommer man hinanden ved, så vi satte os ved siden af et par fra Idaho; Lacey og Eric, der var her i nogle dage. Vi fik en god snak, bl.a. om det at vi kan forstå hvad alle andre snakker om, i modsætning til dem der ikke forstår os.
bagefter var det trætte hjem for at planlægge de næste dage. Vi kører jo fra denne skønne plet i morgen og har besluttet os for at køre ned gennem øst udgangen mod Cody hvor vi har fundet et hotel og derefter vil tage mod Black Hills og Badlands, de næste dage. Så nu går det fra naturhistorie mod Native Historie (og cowboydere!!)
Howdy 🙂
Lørdag den 23. september – 16. dag
Sidste dag i Yellowstone og mod Outlaw land.
Vi skulle tjekke ud af vores ganske udemærkede hotel i dag, så vi pakkede fra morgenstunden. Inden havde Palle dog lige været ved den lokale købmand og købt lidt morgenmad. som blev indtaget sammen med en kop kaffe.
På vej mod dagens mål; Cody, ville vi dog se lidt igennem parken af den del vi ikke fik set så meget i forgårs, nemlig stykket i nederste højre side af 8 tallet, fra Canyon Village ned mod Lake Village. Her er der nogle syre bade og Mud Vulcano område. igen enormt fascinerende – syrebadene har en ph værdi omkring 1, næsten som bilbatterier. Undergrunden ved Mud Vulcano sprøjter hele tiden op, det er helt vildt at se (og lugte til). Bagefter gik det forbi Fising Bridge og den flotte Lake Yellowstone mod den østlige udgang. her var der igen som forleden lidt længere nordpå, en anbefaling om at have vinterdæk på bilen. Efter nogle km op mod de højere bjerge, forstod vi hvorfor. Der var sne og is på vejen, så det blev ikke med høj fart vi passerede passet. En godt 15 km lang vej mellem bjergene, hvor der er langt ned. Og alligevel så vi ca. midtvejs lige efter vi havde nået de 2800 m over havet, en ensom bison han der gik ved siden af vejen. Han havde åbenbart bestemt sig for at gå en tur ud af parken (der er jo heller ingen indhegning nogle steder, alle dyr må gå hvor de vil).
Vi kom dog helskindet igennem de små 30 km ud af parken mod Shoshone national Forrest der ligger i forlængelse, det var dog alle der var ligeså heldige, ved udkørslen af parken, lå der en campingvogn i grøften, der ikke havde kunne klare kombinationen med fart og sne.
Vi kom ud og fortsatte gennem indianer reservatet og forbi Buffalo Bill reservoir til den hyggelige cowboy by Cody.
Her blev vi indlogeret centralt i byen og gik en lille tur. Senere tog vi ned til det kendte Irma Hotel som den legendariske Buffalo Bill havde startet for mere end 100 år siden, her er der hver dag en rigtig cowboy skudduel, med deltagelse af Butch Cassidy, Sundance Kid, Wyart Earp og andre kendte cowboy figurer. Skuespillerne var dog ikke imponerende, så vi så det ikke helt færdig. Vi havde nemlig sat en vask i gang på hotellet, som vi lige ville få ordnet helt.
Ved showet så og hørte vi igen med egne ører, det faktum at Demokraterne er ildeset her i Western land. Det er republikansk kerneområde, så slagordene er at Biden er en forbryder og “make America great again”. At rejse rundt herovre kan godt gøre en noget nervøs for kommende valg, det minder i høj grad om tidligere rejser, hvor vi klart fornemmede, at Trump desværre stod stærkere end mange i Europa forstår og vi frygtede han ville blive valgt. Kunne Demokraterne da bare komme med en bedre kandidat end en halvsenil gammel mand der hele tiden glemmer hvor han er. Nu er Wyoming, Montana og de to Dakotaer jo altid sikkert Republikansk, forhåbentlig kan Biden holde Stål og Kul bæltet, med alle arbejderne, Michigan, Pennsylvania, Virginia, Minnesota og måske Ohio i 24 – krydser fingre. Nå vi taler aldrig politik, folk her er enormt flinke, så ingen grund til at ødelægge det.
Vi havde spurgt på hotellet da vi kom, om der var nogle steder i byen med levende musik til aften og de kunne fortælle om flere, heriblandt deres egen bar, der lå lige foran vore værelser. Så vi blev enige om at gå derhen og få lidt at spise, noget at drikke og høre lidt musik. Kunstneren var Alex Teller fra Michigan. Ganske fin musik vi nød nogle timer inden vi gik tilbage. Wifi´en var så dårlig så vi ikke kunne opdater vores hjemmeside. så derfor det måtte ske søndag aften.
Søndag den 24, september – 17 dag.
Over Prærien, med nærkontakt af 3. grad og ind i vores næste nye stat.
Der var ikke morgenmad på vores hotel, så vi pakkede og tjekkede ud, hvorefter vi kørte lige over på den anden siden af vejen, hvor der er en klassisk morgenmads diner; Grannys restaurant. Den tegnede godt (når der på parkeringspladsen uden for en diner er fuldstændig fyldt med de lokale monstertrucks, er det tegn på at der er god mad. Og det slog ikke fejl, en normal gang med hash Browns, æg og skinke ( der måtte være fra en af de største grise der findes, bedømt på størrelsen 😉 )
dejligt – og palle fik samtidig lige mulighed for at se Liverpool slå West Ham på Viaplay 😉
Dagens stod ellers på en rigtig lang transport fra Cody og til South Dakota. Lige udenfor byen måtte vi dog stoppe op første gang, fordi synet af bjergene rundt omkring med sne på toppen, simpelthen var så smukt.
Ellers gik det af Hwy 14, en smuk landevej med store marker, ranches og op mod bjergene ved Big Horn National Forrest. Via Sheridan kørte vi for en gangs skyld på I 90 igen, da den kører samme med highwayen og fordi landskabet her i øst Wyoming er endeløse marker, med flotte store kvæghegn, uanset om det er Highway eller Interstate.
Forbi Buffalo og Gillette til Moorcroft, hvor det igen gik nordpå af Hwy 14 til det imponerende syn af “Devils Tower” , kendt fra den gamle 70 er Spielberg klassiker “Nærkontakt af 3, grad”.
Bjerget er let at se fra lang afstand, i dag meget brugt af klatrere, så da vi kørte derover så vi flere der var på vej op eller ved at rappelle ned af de stejle sider. Utroligt.
Bjerget er helligt for de lokale indianer stammer, som har “eneret” på det i juni måned hvor der så ikke må klatres, men ellers er det meget brugt. Der var en fin trail rundt om på små 3. km som vi gik, mens vi nød synes til de modige folk der hang i kæder og for øvrigt kiggede efter at vi ikke ved et uheld stødte på klapperslanger på stierne (de er meget udbredt her).
Efter et par timer kørte vi videre, ind i den sidste “nye” stat vi møder på denne tur, nemlig South Dakota. Det var blevet mørkt , vi kører jo mod øst, så lidt før end de sidste dage, da vi endelig efter en meget lang dagstur på lige knap 700 km.
Trætte men tilfredse sidder vi på et fint hotel i Rapid City, SD , statens næststørste by med lige under 80.000 indbyggere. Her har vi 3 overnatninger, som vi skal bruge til at komme til Black Hills og Badlands.
Vi gik lige over gaden fra hotellet, for at købe en sandwich og en øl, som vi delte på værelset, inden vi gik til ro.
Mandag den 25. september – 18. dag.
Monumenter og fine parker.
Vi har et fint hotel i Rapid City, god udsigt over det fantastiske landskab. Det var fremragende vejr her til morgen.
Efter en hurtig gang morgenmad, kørte vi sydpå, hvor vi snart kom ind i det flotte landskab der udgør Black Hills. En National skov, der samtidig er helligt for flere indianer stammer. Flotte veje, lidt op og ned i højde, indtil vi kom igennem en af de små western byer; Keystone. Fyldt med bygninger der alle ligner kulisser fra en cowboy film. Mange mennesker på gaderne. Lige efter kom vi til dagens første stop, nemlig Mount Rushmore, klipperne med 4 præsidenter hugget ud i bjergene. Selve monumentet er fint, der er mange gode muligheder for at få gode billeder. Selv om det er en mandag midt i september, var der pænt med folk, dog ikke så mange som der er om sommeren. Der er en fin trail rundt foran som kan anbefales. I Parken foran er der samtidig en flagalle, med alle de amerikanske stater og oversøiske områders flag, samt hvornår de var blevet en del af unionen. Spændende for en dansker er hele historien om kunstneren, Gutzon Borglum, der er af danske aner.
Efter dette kørte vi en kort tur lidt mere sydpå, til det storslåede monument Crazy Horse. Et privat initiativ for at hædre de indfødte amerikaneres historie, skabt på baggrund af ønsker fra indianernes ældreråd i starten af 1940´erne.
Selve størrelsen på monumentet er langt mere imponerende end Mount Rushmore.
Her betalte vi 30 dollars for at komme ind, penge der går til at fortsætte på selve arbejdet. På sigt skal det blive indianer høvdingen Crazy Horse på hest. Han var bl.a. kendt for at have slået General Custer ved slaget ved Little Big Horn, hvor Custer døde.
Indtil nu har man arbejdet på høvdingen, men er først ved at gå i gang med hesten. Selve projektet startede i 1946 og er vel kun 1/4 færdig nu. Vi kommer ikke til at opleve det færdigt, men måske vores børnebørn.
Der er et fint museum der fortæller historien, både om monumentet og om indianerne. Absolut seværdigt.
Bagefter gik det til den lille by, opkaldt efter førnævnte General – Custer. Igen en super hyggelig lille western by, hvor vi fik en dele frokost på cafeen; Calamity jane (kendt fra Lucky Luke 😉 )
Videre kørte vi ind i Custer State park, super fint og fyldt med bison floke og en masse præriehunde. Samt ikke mindst nogle flotte veje, heriblandt den navnkundige Needles Highway, der går gennem 3 helt små tunneller og har nogle utrolige klipper.
Endnu en gang var vi mætte på oplevelser, da vi kørte retur mod Rapid City. Inden vi nåede helt hjem, fandt vi igen en god lokal pub for at få lidt mad med god lokal øl til.
En tur forbi Wallmart blev det også – sjovt at se at de store supermarkeder er fyldt med mennesker, selv klokken 21.
Lidt Monday Nigth Football blev det til på fjernsynet, før vi gik i seng.
Tirsdag den 26. september – 19. dag
Varmt i Badlands.
Dejligt varmt vejr fra morgenstunden her i South Dakota.
Efter en hurtig gang morgenmad, kørte vi øst på mod vores mål for dagen, at udforske det barske område Badlands.
Langs alle Highways og Interstates i USA er der rigtig mange store reklameskilte, således også her. Der er rigtig mange omkring Wall Drug, som vi også tidliger havde læst om. Det var blevet populært tilbage i tiden, da amerikanerne begyndte at køre meget, fordi de tilbød gratis lemonade til besøgende. Det så vi som en mulighed for et hyggeligt besøg. Så da vi nærmede os Wall, kørte vi ind for at se hvad det var – og det var hyggeligt. Et stort varehus, med en masse små afdelinger. Her var for eksempel en masse cowboy støvler, bælter med mere, så Malene måtte selvfølgelig købe et par rigtig fine læserstøvler.
Efter en god times tid, tænkte vi at vi hellere måtte komme videre, så vi kørte mod et spændende sted fra den kolde krig, nemlig Minuteman Missile Historic site, hvor man kan se atom missils affyringssted, samt høre historien fra den kolde krig. Men da vi nåede frem, var der desværre lukket, det viste sig at det har lukket mandag og tirsdag, så det må vente til en anden gang – øv.
i stedet kørte vi få km til det østlige indgang til Nationalparken Badlands. Et fascinerende område (endnu en gang), hvor et barsk landskab åbenbarer sig for os. Vi var ude på et par små trail ture, hvor det var hammer varmt. Temperaturen var en god dansk sommerdag værdig. På alle ture bliver det gjort opmærksom på den store fare for klapperslanger, der er vist mange af dem i dette område, men vi så ikke nogen.
gennem parken er der en fin køretur, med adskillige udsigter der imponerer. Men vi har efterhånden set så meget vi natur, så vi er svære at gøre indtryk på. Et barsk område, der må have været udfordrende for nybyggerne for mere end 100 år siden er det.
Da vi havde kørt gennem, valgte vi at tage turen retur forbi Rapid City, fordi vi lige ville en tur til den historiske by Deadwood. Den er mest kendt, fordi det er her den kendte cowboy og revolver mand Wild Bill Hickok blev skudt i ryggen den 2. august på Saloon no 10, mens han spillede poker. Det var en mand han dagen inden havde blanket, som kom ind og skød ham – og kunne fordi han mod sædvane, sad med ryggen til døren. Wild Bill Hickok havde på hånden da han døde 2 esser og 2 Ottere plus et ukendt kort. Det er siden kaldt “Dead mans Hand”.
hans morder blev siden hængt for drabet.
I Restauranten er stedet hvor det skete afspærret og der er “ture” hvor der fortælles om mordet.
Ellers er Deadwood en typisk turist cowboy by, hvor samtlige butikker og barer, samt restauranter har Casino, mest spille automater men også andet.
Efter lidt tid der kørte vi retur, trætte, men efter en times stille hvil på hotellet, kørte vi ud for at spise på en kæde vi ofte har været, nemlig Chilis . Ganske god mad og fin service. Så var det tid til at komme hjem, i morgen går turen til vores sidste hotel, i en af Denvers forstæder.
Onsdag den 27. september – 20. dag
Transport mod slutmålet.
Dagen i dag blev en af dem der er nødvendige, når vi skal flytte os en del km i løbet af kort tid. og hellere vil have flere overnatninger samlet, så man ikke skal tjekke ind og ud hver dag.
Så efter at have taget en hurtig gang morgenmad på hotellet, (de er lidt kedelige efterhånden, men det sparer jo nogle penge, at vi ikke skal ud og spise hver dag), så kørte vi ud på Hwy 16 og derefter 89 sydpå. Gennem de store mark landskaber, i bragende solskin gik det. Små amerikanske byer, hvor seksløberen sidder løs og hvor hesten bliver brugt sammen med traktoren ;-).
Vi gjorde et par hold undervejs, for at skifte med at køre, få strukket ben og i den lille by Torrington holdt vi frokost pause. En god lille cafe, hvor servicen er fin og tiden står stille. Lige før Wyomings hovedstad Cheyenne kørte vi på I 25, for at følge den længere syd på.
Ind i Colorado, hvor det første vi bemærkede var de meget dårligere veje vi kører på. Hver enkelt stat i USA er jo selvbestemmende på stort set alt end udenrigs politik, så de bestemmer også selv hvor meget de ofrer på infrastrukturen.
Ved Fort Collins, nord for Denver holdt vi eftermiddagspause og fik en kop kaffe på en af de mange små boder der findes , her kunne vi dog også sidde og nyde kaffen, inden vi kørte videre.
Nu var der efterhånden massiv med trafik, vi nærmede os Denver, der var en del vejarbejde og uheld på motorvejen, så vi valgte at skippe et af vores principper (om at undgå betalingsveje) og kørte ud på omfartsvejen, der også kører til Denver Internaional Airport. Der er ikke så meget trafik, som ellers. Betalingen sker via nr. pladen, så vi får en regning på de vel omkring 5 dollars senere.
Det var mega meget trafik i Denver, så man skal holde tungen lige- lige i munden.
Derfor kom vi frem efter små 8½ times kørsel, lidt mere end 600 km. Godt trætte – klar til indtjekning på vores hotel, Holiday Inn.
Bortset fra de skønne ved Kalama og Sequim var det et af det bedre. Til gengæld er kvarteret lidt mere utrygt, der er en del hjemløse, hvilket gør at der er konstant låst i indgangen til hotellet.
Vi gad ikke rigtig at tage ud for at spise, så gik lige over på en nærliggende 7 Eleven hvor vi købte en sandwich og lidt øl, til at nyde inden vi gik i seng.
Torsdag den 28. september – 21. dag
Storby – og pakning.
Vores hotel i Aurora ligger ved en meget trafikkeret vej, så der er mange biler, også det meste af natten. Men alligevel blev det til en udmærket gang søvn. Vi gik ned og fik os den sidste gang hotel morgenmad på turen (i morgen har vi besluttet at sige farvel på Dennys 🙂 )
Maden her er ikke noget at råbe hurra for, men det sparer jo penge i forhold til at spise ude hver dag.
Efter den gik vi små 500 m hen til en nærliggende light rail station, hvor der er mulighed for at tage tog til selve downtown, men et enkelt skift undervejs. Billetten som vi købte varer 24 timer, til hele byen for 9 dollars.
Denver er vores første storby siden Seattle, men føles mere slidt og beskidt, måske også fordi der er meget varmt, 30 grader i dag, så det føles tørt i forhold til byen ved vandet.
I centrum var vi lige kort forbi noget turistinfo, for at spøge om nogle ting. Bl.a. er der i Denver gratis bus op og ned af 16. street, som er centrum med gågade, butikker osv. Dog er der pt. en del vejarbejde på 16. street, så det ødelægger lidt af fornøjelsen.
Vi valgte dog først at tage lidt længere for at besøge State Capitol Hill. I alle “hovestæder” i staterne er der en sådan, en flot parlamentsbygning, hvor senatet og repræsentanternes hus (for staten) holder til.
Vi havde læst om Colorados på forhånd, fordi det er en spændende bygning, der bl.a. også har en trappe, hvor et af trinene markere, lige nøjagtig en mile over havet (1609m). derfor bliver Denver også kaldt “The Mile High City”. En sjov lille detalje.
Da vi alligevel nu var her og havde fået taget nogle fine foto af den flotte bygning, gik vi hen og undersøgte om vi ikke også kunne komme ind, det kunne vi.
Her var vi tilmed heldige at komme med på en rundvisning. Foretaget af frivillige der med glæde fortæller om staten, byen og bygningens historie. Så vi fandt ud af , hvorfor der er 38 trin af trappen op fra gulvplan til 1. etage, hvor de to politiske kamre ligger – det er fordi Colorado er den 38. stat i Unionen, i 1876, 100 år efter USA blev selvstændig, hvorfor den også kaldes “The Centennial State”.
Undervejs så vi de to flotte sale til kamrene, salen hvor højesteret i staten tidligere var, samt fortællinger om historie mm. I disse 3 sale hænger der flotte lyskroner der alle vejer omkring 1 ton. En masse flot udsmykning med vinduer, der er i mosaik mm. Da man byggede for mange år siden, blev det besluttet som udgangs punkt kun at bruge materialer der naturligt findes i Colorado. Derfor skiftede man det oprindelige tag af kobber ud med guld:
Colorado er også kendt for at være den eneste stat i USA hvor hele staten ligger i over 1000 m. højde, samt for at være den eneste, hvor der ikke løber vand ind, men kun ud af staten, så vand har altid været vigtig her.
Til sidst i den fine rundvisning fik vi mulighed for at gå helt op næsten til toppen af kuplen, med en utrolig udsigt, ikke mindst over Rocky Mountains, som byen ligger ved foden af. Når man besøger USA kan det kun anbefales at forsøge at tage på disse rundvisninger.
Bagefter gik vi op gennem gågaden, fik handlet lidt ind, spist og selvfølgelig lige taget en tur på bar. Der er over 150 bryggerier i Denver, så godt lokalt brygget øl – skønt.
Da vi stadig synes vi ville handle lidt, tog vi toget hjem til hotellet for at tage bilen ud til noget center i nærheden. Her fik vi set på lidt varer, dog ikke de store indkøb det er blevet til på turen, vi synes dollaren er blevet for dyr og ligeledes er priserne steget, så det ikke rigtig kan betale sig.
Vi fandt også en 5 Guys – fin burger bar med ordentligt kød og fritter, samt gode shakes, så her fik vi vores kun 2. Milkshake på turen. Bagefter kørte vi hjem, vi havde håbet på at se Detroit Lions på TV mod Green Bay Packers, i Thursday Night Football – men desværre havde hotellets TV ikke den kanal det blev vist på. Lions vandt dog kampen og ser ud til at have en god chance for at vinde divisionen i år.
Hjemme var det tid til at tage al ting frem på hotel værelset og forsøge at få pakket kufferterne til i morgen hvor vi skal flyve hjem.
Fredag den 29. september – 22. dag
Hjemad – og Flyudfordringer.
Så kom den sidste dag i USA. Eller det troede vi, men da vi stod op viste det sig at der i løbet af natten, var væltet ind med mail og sms. Første meldinger var fra Lufthansa at de havde aflyst vores fly i dag til Frankfurt. Derefter at de havde booket os på et United Airlines fly – i første omgang bemærkede vi ikke at det dog først var i morgen de havde fået plads til os. Det kunne ellers have været fint med en dag mere!
Derefter kom der besked fra FDM at de havde om booket, så vi i stedet stadig skulle af sted i dag, men over Munchen og vel at mærke et par timer før fra Denver end ellers. Samtidig ikke pladser sammen på hele turen hjem, så det så lidt træls ud.
Vi tog det dog stille og roligt. Pakkede bilen, fandt vores overskydende ting frem vi ikke kunne få med i flyveren (sodavand, vand mm. og selvfølgelig vores køletaske). Vi havde læst i Facebook gruppen, “Rejs dig rig i USA” at nogle ind imellem skriver de har en køletaske og om der er andre danskere, der lige er kommet til staterne, der vil have den. Men så skrev andre at de i stedet fyldte den med alle de ting de ikke kunne tage med hjem og så gav de den til en hjemløs. Så det havde vi valgt at gøre. Inden gik Palle dog lige ned i morgenmads baren på hotellet og tog en del yoghurt, kager og andet, som blev pakket sammen med de andre ting. Inden vi kørte gik vi så over til en af de hjemløse der stod sammen med en anden ved en købmand lige over for. De blev ovenud glade for gaven, så kan anbefales at gøre.
Vi kørte mod lufthavnen. På vejen havde vi fundet en Dennys, sammen med en benzintank, hvor vi fik fyldt bilen helt op, det skal den være når vi afleverer.
Ind på Dennys, hvor vi fik den sidste gang morgenmad med Hash Browns (det er kun når vi er i USA vi spiser kartofler til aftensmad).
Dejligt – og så de sidste km ud mod Denver International Airport, hvor vi afleverede bilen hos Avis. Det gik hurtigt. den har været os en god følgesvend de sidste 3 uger, selvom den er alt for stor til os to. I Shufle bussen ud til selve lufthavnsterminalen, hvor vi gik til Lufthansa skranken. her fik vi tjekket ind til Munchen, de sagde samtidig at vi ved selve boarding i gaten, skulle se om vi ikke kunne få plads ved siden af hinanden. Samtidig fik vi vores to håndbagage tjekket ind som kufferter uden beregning, fordi flyet var fyldt og de ved det kan give problemer, når alle må have både håndbagage og en pc taske med. Fint nok for os, så skulle vi ikke bære det rundt ved mellemlandinger.
Gennem sikkerhed og told, det gik også nemt. Inde i afgangshallen, kunne vi se at vores fly til Munchen var forsinket 2 timer, da vi i vores nye plan kun har 1 time i Tyskland til skiftet, se det skidt ud. Samtidig var det lige 6 timer i stedet for 4 i ventetid i lufthavnen. Nuvel, når man er afsted, så er der nogle ting man selv er herre over, andre man ikke er, så ingen grund til at stresse over det, selv om det kan virke svært. Vi skrev lidt med børnene hjemme og fik en melding fra Magnus om at der var et ekstra fly kl. 22 – der ville være i Billund omkring midnat lørdag. Hmm – vi sad og fik lidt kaffe, var på nettet, skrev med børnene, hvor Anika har fulgt alle vores fly via flytracker, så os omkring og snakkede ellers om hvor dejligt turen har været. Vi gik forbi gaten vi skal med fra og snakkede med Lufthansa repræsentanten der, der var mange i kø, fordi forsinkelsen, selvfølgelig gør at mange ikke nå deres forbindelsesfly videre. Jeg fik dog en god snak med hende der stod der, og fik sikret at vi idet mindste kunne sidde sammen hjem over Atlanten – dejligt, ellers kan 9 timer synes længe. Angående forsinkelsen, så ville de arbejde på det, mens vi var i lufte, også for at se hvornår vi kunne forventes at lande i morgen.
Så mens vi ventede var der lige tid til at gå i en bar og få den sidste drink i USA for Malene og øl for Palle.
Vi kom ombord i flyveren, noget mere klemt plads end da vi tog herover, men stadig ok. Fik mad og forsøgte at få lidt søvn.
Lørdag den 30. september – 23. dag
Hjemme igen efter en laaang tur/dag.
Det blev ikke til megen søvn i flyet. Vi fik morgenmad og landede i Munchen, Det havde ikke været muligt at hente noget tid over Atlanten, så vi landede først omkring 12 lørdag lokal tid.
Der var kommet sms fra Lufthansa om at vi var blevet sat på det fly i aften, som Magnus havde skrevet om, så først hjemme efter midnat – øv – 10 timers ventetid.
Vi kom ind og gik hen til Lufthansas service center i transithallen. Her fik vi igen god betjening, gutten ved skranken sagde hurtigt at han kunne få os før hjem, hvis vi ville tage via Frankfurt om et par timer, så kunne vi med en times venten der, komme hjem omkring 18.20 i Billund plus at hvi det kiksede, var der stadig et ekstra fly til aften mod Billund. Det ville vi selvfølgelig gerne. Samtidig var der 15 euro til hver til at proviantere for imens vi ventede her.
Så det fik vi gjort. Efter lidt tid, kunne vi se at det fly vi nu var sat på – også var forsinket 🙁 45 min senere afgang, så forsvandt luften i Frankfurt – puha.
Vi kom afsted de ca. 45 min for sent, dog sagde piloten i flyet at vi nok ville hente lidt tid på vejen, så vi var ved godt mod. Men efterhånden mega trætte. Meget lang tid og spekulationer efter vi vågnede fredag.
I Frankurt, landede vi på det tidspunkt hvor næstefly hjem ville starte boarding, i Gate A 50 og skulle flyve videre fra Gate A 40, så tænkte det var tæt på. Det var det ikke, vi måtte løbe rigtig langt for at komme frem.
Da vi kom ind var gaten ændret til A 32, der var lidt kortere, men stadig et pænt stykke.
men ved A 32 var de (selvfølgelig) også forsinket – en hel time viste det sig, så vi nåede det. Kom med flyet og klar til at tage den sidste tørn mod Danmark. Landede lidt over 19 i Billund, hvor vejret var noget koldere end de 30 grader vi tog fra i USA.
Da vi var ved at gate ind, fik vi lige en sms mere fra Lufthansa – 2 af vore kufferter var ikke kommet med flyet, men ville komme med det næste til sidst på dagen
Tja – vi kom ind til bagagebåndet og der kom ingen af de to andre heller. Hen til service afdelingen, hvor damen sagde hun havde fået en besked om 4 kufferter til Andersen der ikke var nået med i det korte skift i Frankurt. Så vi måtte lave en sag og hvis alt gik vel, ville vi få dem i løbet af søndag – vi må se.
Godt det ikke var på udturen, hjemme kan vi nok bedre klare os uden det tøj vi havde med.
Flyproblemer mm kan vi jo ikke gøre noget ved, til gengæld er der jo gode regler om forsinkelser i EU, så måske vi reelt får en del penge retur, fordi vi endte med at være mere end 5 timer forsinket.
Alt dette skulle jo heller ikke ødelægge en fantastisk ferie i vores elskede rejseland USA. We will be back.
